Israelsk luftangreb mod havn i Gaza afslutter blodig fredag

Israelsk militær oplyser, at angrebet var rettet mod mål tilhørende Hamas.

Demonstrationerne på grænsen mellem Gaza og Israel har været voldsomme og ført til mange dødsfald og sårede. (Foto: © MAHMUD HAMS, Scanpix)

Israelske kampfly har sent fredag aften angrebet den største havn i Gazastriben. To skibe er blevet ramt, oplyser palæstinensiske embedsfolk ifølge nyhedsbureauet AFP.

Der er ingen meldinger om dræbte eller tilskadekomne personer.

Det israelske militær oplyser i en meddelelse, at luftangrebet var "rettet mod seks militære mål tilhørende terrororganisationen Hamas' flådestyrke i Gazastriben".

Tidligere fredag blev tre palæstinensere skudt og dræbt af israelske sikkerhedsstyrker, da tusindvis af palæstinensere protesterede langs grænsen mellem Gaza og Israel.

Gazas sundhedsministerium oplyser, at op mod 300 mennesker er blevet såret under demonstrationerne, skriver AFP.

Protesterne har stået på siden 30. marts. Demonstranterne forlanger at få ret til at vende tilbage til boliger, som i 1948 blev beslaglagt af Israel.

Med fredagens tre dødsofre har 41 palæstinensere mistet livet i sammenstød ved grænsen. Desuden er over 1500 blevet såret. Ingen israelere er kommet til skade ifølge AFP.

Spændinger blussede op

Israel beskylder det islamistiske Hamas-styre i Gaza-striben for at udnytte demonstrationerne som et påskud for voldeligheder.

Ifølge det israelske militær forsøgte en stor gruppe demonstranter at trænge igennem grænsehegnet til Israel.

Gruppen var ifølge en erklæring fra militæret anført af "aktive medlemmer af Hamas", og der blev kastet håndgranater og brandbomber mod israelske soldater.

Grænseområdet mellem Israel og Gazastriben har i det store hele været roligt efter afslutningen på krigen mellem de to parter i 2014.

Men da USA's præsident, Donald Trump, i december meddelte, at USA vil anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, tog spændingerne i området voldsomt til og fik volden til at blusse op igen.

Palæstinensernes demonstrationer skal efter planen kulminere 14. maj, som er 70-års-dagen for Israels oprettelse.

/ritzau/