Israelernes forhold til den de nuværende amerikanske regering bliver stadig mere anstrengt.
Selv om USA kategorisk har afvist beskyldningerne, gentager kilder tæt på den israelske premierminister Netanyahu, at de har "stærke" beviser for, at den afgående præsident Barack Obama har spillet en direkte rolle i FN's resolution mod israelske bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem.
Det skriver The Guardian.
Netanyahu har også selv påstået at have 'vandtætte' beviser for, at det var nøje planlagt fra Obamas side, da USA i fredags ikke - som de plejer - støttede Israel i FN's Sikkerhedsråd. USA nedlagde ikke veto som forventet, men undlod i stedet helt at stemme i spørgsmålet om de israelske bosættelser, hvilket betød, at resolutionen blev vedtaget.
Ifølge talsmand for Netanyahu David Keyes er det blandt andre arabiske kilder, der har informeret om USA's påståede indblanding.
- Vi har vandtætte informationer - både fra kilder i den arabiske verden og internationalt - der viser, at det her var en bevidst handling fra USA, og at de faktisk hjalp med at lave resolution fra begyndelsen, har David Keyes sagt.
Efterfølgende har den israelske ambassadør i Washington, Ron Dermer, sagt, at man har samlet beviser, som man vil præsentere for den kommende præsident Donald Trump.
Trump har allerede kommenteret på sit lands ageren og på Twitter skrevet, at det kommer til at være anderledes, når han kommer til magten.
Netanyahu har ifølge CNN efter afstemningen bedt sine udenrigsminister til at begrænse samarbejdet med ambassaderne for de 12 lande, der stemte for resolutionen i fredags. Det gælder Storbritannien, Frankrig, Rusland, Kina, Japan, Ukraine, Angola, Egypten, Uruguay, Spanien, Senegal og New Zealand.