Det var historisk og et brud på mange års ført politik, da USA her til aften undlod at nedlægge veto mod en resolution i FN’s Sikkerhedsråd, der kræver et stop for israelske bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem.
USA har ellers tidligere støttet Israel i tykt og tyndt i FN's Sikkerhedsråd. Men det iskolde forhold mellem USA’s nuværende præsident, Barack Obama, og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, er en af årsagerne til USA’s manglende veto.
Det vurderer Danny Raymond, studieadjunkt på Aalborg Universitet og ekspert i israelsk indenrigs- og udenrigspolitik.
- Historisk set er det meget, meget usædvanligt, at USA undlader at nedlægge veto. Men alligevel er det ikke usædvanligt, hvis man ser det som Obamas sidste ’hilsen’ til Netanyahu, som han har haft et forfærdeligt forhold til gennem sine otte år som præsident.
Palæstinensere går mørk tid i møde
Vedtagelsen af resolutionen får ikke nogen direkte politisk betydning for Israel og bosættelserne på Vestbredden. Men det er et stærkt signal, hvor afsenderen er FN’s sikkerhedsråd, siger Danny Raymond.
Resolutionen kræver, at Israel "straks og fuldt ud indstiller alle aktiviteter med bosættelser i det besatte palæstinensiske område, heriblandt Østjerusalem".
Og den palæstinensiske chefforhandler, Saeb Erekat, kalder det "en sejr for international lovgivning".
Men palæstinenserne har ikke meget at juble over med udsigten til Donald Trump som USA's kommende præsident. Han havde forud for afstemningen opfordret til et amerikansk veto, og han ser ud til at ville føre en mere pro-israelsk politik, end Obama har gjort ifølge Danny Raymond.
- Jeg tror, at vi indleder en fireårig periode, som bliver helt anderledes end den linje, Obama lagde i forhold til Israel. Jeg tror, at Trump ryster posen, og det vil betyde, at palæstinenserne går en meget mørk tid i møde, siger Danny Raymond.
Og Trump har allerede kommenteret USA’s manglende veto på Twitter.
- Tingene bliver anderledes efter den 20. januar, lød den korte besked.
https://twitter.com/realDonaldTrump/status/812390964740427776