Islandsk partileder om turist-invasion: 'Det er som Disneyland'

I 2016 vil antallet af amerikanske turister, der besøger vulkanøen, overgå Islands samlede befolkningstal.

Det er som om, at Reykjavik ikke er min by længere, siger formand for Piratpartiet. (Foto: © STOYAN NENOV, Scanpix)

Varme kilder, gletschere, kæmpemæssige vandfald og billedsmuk natur er den perfekte ingrediens for de turister fra hele verden, der hvert år strømmer til vulkanøen Island i den nordlige del af Atlanterhavet.

Men nu har amerikanerne også for alvor bidt mærke i landet. Ved udgangen af september havde 325,522 amerikanere besøgt vulkanøen i år, og det ventes, at besøgstallet klart kommer til at overgå Islands samlede befolkningstal på 332.000, når året er omme, viser tal fra Islands Turistråd. Det er en seksdobling af besøgene siden 2010.

I alt forventer man, at omkring 1,6 millioner turister vil besøg Island, hvilket er det højeste antal nogen sinde. Det gør turismen til den største industri på vulkanøen, hvor den generer højere indtægter end fiskeri.

Folkesjæl vil gå fløjten

Det er dog ikke alle, der jubler over de mange turister. Den britiske avis The Telegraph har talt med formanden for Piratpartiet, der lige nu har massiv vælgeropbakning i Island. Hun frygter, at den islandske folkesjæl er ved at gå fløjten som følge af turistboomet.

- Det er som om, at Reykjavik ikke er min by længere. Den er blevet ligesom Disneyland, siger Birgitte Jonsdottir til den britiske avis.

Hun fortæller til avisen, at partiet ønsker at indføre restriktioner på antallet af turister, der må besøge naturområder uden for byen, lige som man introducerer en skat for turister, når de bor på landets hoteller.

Der er ikke kun formanden for Piratpartiet, der er bekymret over det øgede turistpres. Det islandske medie RUV har fået lavet en måling blandt befolkningen, der viser, at 87 procent mener, at man skal indføre højere gebyrer for turister.

Regeringen er dog gået i gang med en ni år lang plan mod 2020, hvis mål er at forbedre infrastrukturen, så man kan bevare den islandske kulturarv og skærme den mod de tusindvis af turister.

Europæiske storbyer: Turister nej tak

Reykjavik er ikke den eneste europæiske by, hvor indbyggerne er kritiske over for det store antal af turister.

I Barcelona har byrådet foretaget en undersøgelse, der viser, at indbyggerne mener, at turisme er et større problem for byen end fattigdom.

I gondol-paradiset Venedig, som 60.000 besøger om dagen, demonstrerede byens indbyggere mod masseturismen for få uger siden, mens man i den tyske hovedstad, Berlin, har sat restriktioner på udlejning af lejligheder via Airbnb,