Irans præsident, Hassan Rouhani, anerkender, at landet kan blive udfordret, hvis USA beslutter sig for at trække sig fra atomaftalen fra 2015.
Det siger han på et møde i Teheran i dag, skriver nyhedsbureauet AP.
- Det er muligt, at det vil skabe nogle problemer for os i to-tre måneder, men vi kommer igennem det, siger Rouhani.
USA’s præsident, Donald Trump, meddelte i aftes, at han senere i dag annoncerer, om amerikanerne trækker sig fra aftalen, som han ellers har udtrykt stor utilfredshed med tidligere.
Den iranske præsident understregede også, at Iran fortsat vil indgå i et konstruktivt samarbejde med det internationale samfund.
Noget, der ifølge AP kan ses som en anerkendelse af samarbejdet med Europa, der som følge af de løftede sanktioner har foretaget en række investeringer i Iran.
Chefen for den iranske centralbank, Valiollah Sief, siger til iransk stats-tv, at man er forberedt, uanset USA's udmelding.
- Vi er forberedt på alle scenarier. Hvis USA trækker sig fra aftalen, vil landets økonomi ikke blive ramt.
Både den franske præsident, Emmanuel Macron, den tyske kansler, Angela Merkel, og Storbritanniens udenrigsminister, Boris Johnson, har den seneste tid været på besøg i USA og opfordret Trump-administrationen til at fortsat at lade USA være en del af aftalen.
Landene har også meddelt, at de fastholder aftalen uagtet Donald Trumps beslutning.
Hassan Rouhani har tidligere sagt, at det vil få 'voldsomme konsekvenser' for USA, hvis landet trækker sig fra den aftale, det indgik tilbage sommeren 2015.