Iran overskrider i dag grænsen for berigelsen af uran, der er fastlagt i den internationale atomaftale med landet fra 2015.
Det oplyser Ali Rabiei, talsmand for det iranske styre, ifølge nyhedsbureauet AP.
I atomaftalen er det fastlagt, at Iran ikke må berige uran til en berigelsesgrad på mere end 3,67 procent, men den grænse vil landet altså bryde.
Det kommer efter måneders iransk frustration over sanktioner indført over af USA. Iranerne føler ikke, at Europa, der ønsker at bevare atomaftalen, har kunnet afbøde sanktionerne i tilstrækkeligt omfang.
Myndighederne i Iran erkendte mandag, at landet allerede har brudt atomaftalen, når det gælder mængden af lavberiget uran.
En af Irans forhandlere siger dog ifølge Reuters samtidig, at landet stadig ønsker at bevare atomaftalen, og at 'diplomatiets døre stadig er åbne'.
Forhandleren indskærper dog, at europæerne har forsømt at leve op til deres forpligtelser anvist i atomaftalen.
Der har tidligere været beretninger om, at iranerne ønskede at fremstille uran med en berigelse på fem procent, men det er ikke officielt bekræftet.
Dog oplyses det, at Iran ønsker at fremstille beriget uran, der kan bruges i reaktoren på Bushehr-atomkraftværket.
Netop berigelsesgraden til Bushehr-værket skulle ifølge Reuters tidligere have været bekræftet fra officielt hold som værende fem procent.
Iran vil imidlertid ikke på nuværende tidspunkt berige uran til et niveau, der kan bruges i reaktoren i Teheran.
/ritzau/