Medie: Irans lagre med beriget uran overskrider grænse

Samtidigt kræver Iran, at Europa bryder med de amerikanske sanktioner mod landet.

Hovedkvarteret for FN's Internationale Atomenergiagentur, IAEA. IAEA har endnu ikke kommenteret på situationen i Iran. (Foto: © Leonhard Foeger, Scanpix)

Irans lagre med beriget uran har nu oversteget den grænse på 300 kilo, som var den tilladte grænse i henhold til atomaftalen. Det skriver Reuters.

- Som sagt tidligere ville vi meddele, når lagret oversteg 300 kilo, siger en af kilde ifølge det iranske nyhedsbureau Fars.

FN's Internationale Atomenergiagentur, IAEA, har ifølge det iranske nyhedsbureau målt lagrene af beriget uran i landet mandag.

IAEA har ikke umiddelbart kommenteret rapporterne fra Iran.

Amerikanske sanktioner

Berigelse af uran til et lavt niveau på 3,6 procent er det første skridt i en proces, som kan gøre Iran i stand til at fremstille stærkt beriget uran, som anvendes i et atomsprænghoved.

Sidste onsdag havde IAEA verificeret, at Iran havde et lager på omkring 200 kilo med beriget uran.

Iran har krævet af Europa, at det bryder med de amerikanske sanktioner over for Iran og holder sig til den internationale atomaftale fra 2015.

Lederen af Irans nationale sikkerhedsråd sagde i sidst uge, at Iran den 7. juli vil tage yderligere skridt til at afvikle atomaftalen med det internationale samfund.

/ritzau/Reuters