Der er ingen sandhed i Israels beskyldninger om, at Iran har løjet om sit atomprogram - både før og efter, at landet indgik atomaftalen i 2015.
Tværtimod er beskyldningerne "latterlige og barnlige - med det ene formål at påvirke den amerikanske præsidents beslutning".
Sådan siger Irans viceudenrigsminister, Abbas Aragchi, til det iranske nyhedsbureau Tasnim ifølge Reuters.
Det sker, efter den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, tidligere i aftes anklagede Iran for at have "løjet skamløst" om sit atomprogram.
Drengen, der råbte ulv
Anklagerne fra Israel kommer små to uger inden, at den amerikanske præsident, Donald Trump, skal bekræfte, at USA fortsat er med i atomaftalen.
Trump er særdeles kritisk over for aftalen, som blev indgået i 2015 af hans forgænger, Barack Obama, og har flere gange truet med at trække USA ud af aftalen.
På Twitter gentager Irans udenrigsminister, Javad Zarif, anklager mod Netanyahu om "snyde folk" og for at være drengen, der råber "ulven kommer".
- Præsident Trump hopper på et opkog af gamle beskyldninger, som IAEA (det internationale atomagentur, -red.) allerede har håndteret, i et forsøg på at sløjfe aftalen. Koordineret timing med påståede efterretningsafsløringer fra drengen, der råbte "ulven kommer", få dage inden den 12. maj. Men Trumps ublu begejstring afslørede det hele, skriver han på Twitter.
https://twitter.com/JZarif/status/991031933823012865?ref_src=twsrc%5Etfw
Også på iransk stats-tv kritiserer man de israelske beskyldninger.
- Hans bemærkninger var ikke nye, fulde af grundløse beskyldninger og propaganda mod Irans atomarbejde, lød det ifølge Reuters på iransk stats-tv.
Israel: Løj både før og efter aftale
Ifølge den israelske premierminister løj iranerne, da de forud for aftalen hævdede, at de ikke udviklede atomvåben, men derimod atomenergi.
Tusindvis af dokumenter skulle ifølge Benjamin Netanyahu bevise, at Iran har udviklet og hemmeligholdt udviklingen af atomvåben både før og efter atomaftalen blev indgået.
Atomaftalen blev indgået mellem Iran og de fem permanente medlemmer af FN' Sikkerhedsråd i 2015.
Aftalen indebar, at Iran - mod at få løftet en række økonomiske sanktioner mod landet, skulle stoppe og afvikle landets atomprogram.