Iran har ført verden bag lyset ved at hævde, at de aldrig har haft et atomvåbenprogram.
Det siger den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, i en tv-transmitteret tale.
- Irans ledere har gentagne gange afvist, at de forsøger at udvikle atomvåben. I aften er jeg her for at fortælle jer én ting: Iran løj, lyder det i tv-talen.
Skjult i Teheran
Ifølge premierministeren har Israel 55.000 dokumenter, der beviser, at Iran hele tiden har haft et atomvåbenprogram, og landet fortsat udvikler det på et skjult anlæg i Teheran.
Det sker ifølge Benjamin Netanyahu på trods af den atomaftale, som landet i 2015 indgik med det internationale samfund.
Iran hævdede forud for atomaftalen, at de ikke havde noget atomvåbenprogram, men blot fokuserede på udvikling af energi fra atomkraftværker - men det var en løgn, viser dokumenterne ifølge den israelske premierminister.
- Disse filer beviser endegyldigt, at Iran har løjet skamløst, da de hævdede ikke at have et atomvåbenprogram, siger Benjamin Netanyahu.
Hemmeligt anlæg
Under talen fremviste Netanyahu fotos, dokumenter og en video, som angiveligt skulle vise det iranske anlæg, der huser landets hemmelige atomvåbenprogram ved navn ”Projekt Amad”.
Israel har ifølge Benjamin Netanyahu delt efterretningsoplysningerne med USA og er også klar til at dele dem med andre lande.
Iran indgik i 2015 en historisk atomaftale med de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd plus Tyskland, som skulle sikre, at landets stoppede sit atomvåbenprogram.
Det medførte, at en række økonomiske sanktioner, som Vesten havde indført mod landet, blev løftet.
Skal godkendes igen i maj
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har været særdeles kritisk overfor aftalen, som blev indgået af hans forgænger, Barack Obama.
Han har flere gange truet med at opsige aftalen, når han til maj skal bekræfte, at alle parter overholder atomaftalen, og at den derved står ved magt. Det skal nemlig ske hver tredje måned.
Til det siger Benjamin Netanyahu, at han er sikker på, at den amerikanske præsident "vil træffe den rigtige beslutning".
Stærkere, end de kan forestille sig
Ifølge BBC anklagede Irans udenrigsminister, Javad Zarif, tidligere på dagen Benjamin Netanyahu for at "bedrage" folk. Det gjorde han på Twitter.
Irans præsident, Hassan Rouhani, truede i i starten af april den amerikanske præsident mod at forlade aftalen.
- Iran vil ikke krænke atomaftalen. Men hvis USA trækker sig fra aftalen, kommer de utvivlsomt til at fortryde det. Vores svar vil være stærkere, end de kan forestille sig det, og det vil komme inden for en uge, sagde præsidenten.