I slutningen af marts skrev Donald Trump sig ind i historiebøgerne ved at blive den første ekspræsident i USA's historie til at blive tiltalt i en straffesag.
I aften sker det for tredje gang på fire måneder.
Her skal den forhenværende præsident møde op i en føderal retsbygning i den amerikanske hovedstad, Washington D.C., klokken 22 dansk tid, hvor han formelt vil blive tiltalt for at forsøge at forhindre godkendelsen af valgresultatet i 2020.
Allerede i aftes begyndte folk at stille sig i kø foran retsbygningen i den amerikanske hovedstad, hvor der er blevet skruet op for sikkerheden forud for dagens høring.
Den tidligere præsident har mulighed for at deltage virtuelt i høringen, men forventes at dukke personligt op, beretter blandt andre BBC.
Det har han gjort ved de to tidligere retsmøder. Og her til aften er der udsigt til, at Donald Trump igen vil få taget fingeraftryk og blive bedt om at dele basale oplysninger om sig selv såsom fødselsdato, og hvad der svarer til cpr-nummer, oplyser myndigherne ifølge Reuters.
Lige som ved de andre retsmøder ventes ekspræsidenten at slippe for at få taget et forbryderfoto.
Og indtil videre ser det også ud til, at han slipper for alvorlige angreb fra sine politiske rivaler.
Opbakning trods 78 tiltalepunkter
Skulle ekspræsidenten møde op ved retten, er det ifølge BBC blot anden gang, han er i Washington, siden han i januar 2021 gik af som præsident.
Farvellet til Det Hvide Hus var meget imod præsidentens gode vilje, lyder det fra anklagerne i den seneste sag mod Trump.
Her peger anklageskriftet, der indeholder fire tiltaler, nemlig på, at Donald Trump blandt andet instruerede medarbejdere i Det Hvide Hus og i det amerikanske justitsministerium samt daværende vicepræsident Mike Pence i at omstøde valgresultatet.
Oven i de fire tiltaler kommer 74 tiltalepunkter i to sager om henholdvis forfalskning i forbindelse med såkaldte tys-tys-penge samt ulovlig håndtering af fortrolige dokumenter. Senere på måneden forventes ekspræsidenten tilmed at blive tiltalt for at have forsøgt at manipulere med valgresultatet i Georgia.
Den tidligere præsident afviser alle anklager og har kaldt den nye tiltale "det seneste korrupte kapitel" i et forsøg fra justitsministeriet og "den kriminelle Biden-familie" på at påvirke præsidentvalget i 2024.
Den seneste sag mod Trump regnes bredt for at være den mest alvorlige og kan i udgangspunktet udløse flere årtiers fængsel.
Men trods tiltalerne mod Donald Trump har Det Republikanske Parti ikke distanceret sig fra ekspræsidenten.
Snarere tværtimod, fortæller Mads Dalgaard Madsen, seniorkonsulent hos Rambøll og tidligere indenrigspolitisk rådgiver på den danske ambassade i Washington.
- Hvis man havde håbet, at republikanerne endelig ville tage afstand til Donald Trump på grund af alvorligheden i den her nye tiltale, så blev man slemt skuffet, siger han til P1 Morgen.
Seniorkonsulenten peger på, at de fleste republikanere køber ind på ekspræsidentens fortælling om, at retssagerne mod ham er politisk motiverede. Derfor ser sagerne indtil videre ikke ud til at skade ham.
- Hvis mønstret fortsætter - og det peger alt på, at det gør - så er det her noget, der kun styrker ham politisk. Ligeså alvorligt, det er juridisk, ligeså meget politisk kapital vinder han på det i det politiske, siger Mads Dalgaard Madsen.
Det skyldes dels, at Trump kan bruge sagerne mod sig til at styrke sit narrativ om, at han er en outsider, der kæmper imod systemet.
- Men også fordi han dominerer mediebilledet fuldstændigt, så hans politiske modstandere ikke får et ben til jorden.
Rivaler holder igen
Og netop Trumps republikanske rivaler har den seneste tid været i søgelyset for ikke at angribe ekspræsidenten over de talrige anklager.
Det gælder blandt andet Ron DeSantis, der i går gik til tasterne på det sociale medie X, tidligere kaldt Twitter, hvor han blandt andet efterlyser mulighed for at flytte retssager fra "sumpen" i Washington D.C.
Andre kandidater har valgt ikke offentligt at kommentere de nye tiltaler.
- Det gør de ikke, fordi de befinder sig i primærvalget lige nu. Der skal man henvende sig til den mest hardcore og engagerede vælgergruppe i partiet. Og i de her år er det Trump-vælgerne, siger Mads Dalgaard Madsen.
- Og når de slår ring om Trump, så går primærvælgerne imod dig, hvis du går imod Trump. Og så mister man chancen for at blive den republikanske kandidat.
- Derfor ser vi dem, som rent faktisk er i konkurrencen, bakke op om Donald Trump, siger seniorkonsulenten.
- Det er virkelige svære forudsætninger at føre valgkamp på. For de skal kun forholde sig til Donald Trump, de får kun spørgsmål stillet om Donald Trump, og så skal de endda give ham ret. Så er det godt nok svært at stå i opposition.
Ifølge den seneste meningsmåling ligger Donald Trump ganske lunt i svinget for at blive Det Republikanske Partis præsidentkandidat næste år. Her får han nemlig opbakning fra over 53 procent af de adspurgte - mere end tre gange så mange som Ron DeSantis på andenpladsen.
Derfor er der brug for, at der sker noget stort for at ændre dynamikken i det republikanske primærvalg, hvis ikke at Donald Trump endnu en gang skal løbe med sejren, siger Mads Dalgaard Madsen.
Her hjælper det ikke Trumps modstandere, at de er flere end ti om buddet. De splitter nemlig bare den såkaldte anti-Trump-vote og har derfor kun udsigt til nogle få procents opbakning hver, siger seniorkonsulenten.
- De kommer til at se fuldstændig ligegyldige ud. Derfor kommer Trump til at se mere og mere uundgåelig ud, jo længere tid, der går.
- De har fuldstændigt gentaget fejlen fra 2015 og kun hævet chancerne for, at Donald Trump vinder det her, lyder det fra seniorkonsulenten.
Pence kritiserer Trumps "skøre advokater"
En af dem, der også stiller op som præsidentkandidat for Republikanerne, er Mike Pence, der flere gange har været i skudlinjen hos både Donald Trump og ekspræsidentens tilhængere.
Så sent som i aftes gentog Trump sin påstand om, at Mike Pence som vicepræsident kunne have stoppet udnævnelsen af præsident Biden.
Den tidligere vicepræsident valgte i går endnu en gang at slå fast, at han - modsat Trumps udlægning - ikke havde retten til at omstøde valgresultatet.
- Præsident Trump bad mig om at vælge ham frem for forfatningen. Men jeg valgte forfatningen, og det vil jeg altid gøre, lød det i går fra Pence.
Her sagde han, at Trump og hans "skøre advokater" ville have ham til at udnævne ham til vinderen af præsidentvalget, selvom han havde tabt det amerikanske valg.
- Jeg afviste det pure, men desværre var præsidenten omgivet af en flok skøre advokater, der blev ved med at fortælle ham det, han ville høre.
Ligesom flere af sine rivaler i den igangsværende republikanske valgkamp, så tog han afstand fra myndighedernes retsforfølgelse af Trump.
- Med hensyn til anklageskriftet så har jeg hele tiden sagt, at jeg håbede, at vi kunne undgå det. Jeg havde håbet, at hele den her sag og dommen over præsidentens handlinger ville blive afgjort af vælgerne.
Donald Trump har en række sager hængende over sig og flere er på vej. Få overblikket over dem her