Hongkong-demonstranter: Please, hjælp os Trump

Flere tusind demonstranter har bevæget sig mod det amerikanske konsulat.

Demonstrationer i Hongkong har i dag været fyldt med amerikanske flag og opfordringer til USA's præsident, Donald Trump.

For 14. weekend i træk er der demonstrationer i Hongkong.

Men denne gang henvender demonstranterne sig direkte til den amerikanske præsident, Donald Trump.

- Præsident Trump, please befri Hong Kong, har der ifølge CNN stået på flere bannere.

Demonstranterne vil have USA's hjælp i kampen for at få mere demokrati og mindre kinesisk indflydelse i deres by.

Derfor har de i dag holdt en tale foran det amerikanske konsulat, råbt på hjælp og viftet med amerikanske flag.

- Vi bliver ved med at løfte det amerikanske flag, selvom tyranniets pistoler peger på os, siger en demonstrant ifølge Hongkong-mediet South China Morning Post.

Se her, hvordan demonstranterne henvender sig til USA.

  • Demonstranter i Hongkong rækker nu ud efter USA og beder om hjælp. Demonstrationerne har fundet sted i 14 weekender. (Foto: © Kai Pfaffenbach, Scanpix)
  • Siden slutningen af marts har demonstranter stimlet sammen i Hongkongs gader. Først handlede demonstrationerne om utilfredshed med et forslag om en ny kontroversiel udleveringsaftale med Kina. Her foreslog regeringen i Hongkong tilføjelser til landets udleveringslovgivning, der vil gøre det muligt for regeringen i Kina samt Taiwan og Macau at få mistænkte kriminelle udleveret til retsforfølgelse. Siden har demonstrationerne udviklet sig til en mere generel protest mod det kinesiske styres stigende indflydelse i Hongkong. (Foto: © ANUSHREE FADNAVIS, Scanpix)
  • Demonstranterne vil have USA til at hjælpe i deres kamp for mere demokrati i Hongkong. (Foto: © TYRONE SIU, Scanpix)
  • Demonstranterne har i dag protesteret ved det amerikanske konsulat i Hongkong. Reuters skriver, at den amerikanske forsvarsminister, Mark Esper, opfordrer Kina til ikke at udøve unødige magtanvendelser mod demonstranterne foran konsulatet. (Foto: © Kai Pfaffenbach, Scanpix)
  • En demonstrant har her en maske på, der forestiller den amerikanske præsident Donald Trump. (Foto: © AMR ABDALLAH DALSH, Scanpix)
  • Ifølge mediet South China Morning Post har nogle demonstranter sat ild til indgangen på en central station i Hongkong. Mediet skriver også, at politiet har brugt tåregas mod demonstranterne. (Foto: © Kai Pfaffenbach, Scanpix)
  • Her sender demonstranterne direkte en opfordring til den amerikanske præsident, Donald Trump. (Foto: © VIVEK PRAKASH, Scanpix)
1 / 7

Først handlede demonstrationerne om utilfredshed med et lovforslag om, at mistænkte kriminelle skulle kunne udleves til retsforfølgelse i Kina.

Siden er lovforslaget blevet taget af bordet, og protesterne handler nu om utilfredshed med det kinesiske styres stigende indflydelse i Hongkong.

Korrespondent: En smule desperat

Demonstranterne i Hongkong vil have USA til at vedtage et lovforslag fra 2017, der kræver, at USA hvert år skal undersøge, om menneskerettigheder og demokratiske rettigheder i Hongkong svækkes. Det skriver BBC.

Hvis de svækkes, skal USA straffe Kina ved blandt andet at ændre på USA's handelsvilkår med Hongkong.

Demonstranterne vil have, at lovforslaget skal stemmes igennem i Washington - og det er blandt andet derfor, de nu vifter med amerikanske flag og henvender sig til Trump, skriver CNN.

Ifølge BBC bliver det sendt til behandling i næste uge.

DR's korrespondent i Asien, Philip Khokhar, tror dog ikke på, at USA for alvor vil engagere sig i situationen og hjælpe demonstranterne i Hongkong.

- Jeg tvivler på, at det får den store betydning, at demonstranterne nu henvender sig direkte til Trump. Det virker en smule desperat at tro, at USA skulle gøre noget synderligt for virkelig at forandre situationen, siger han.

- Lidt groft sagt: Hvorfor skulle USA være interesseret i at gøre forholdet til Kina endnu værre på grund af syv millioner borgere i Hongkong?

Siden april sidste år har en handelskonflikt udviklet sig mellem USA og Kina.

Forsvarsminister: Brug ikke unødig magt

En talsmand fra det amerikanske konsulat har ifølge mediet South China Morning Post reageret på demonstrationerne foran konsulatet med en kort melding: 'Vi har ikke nogen kommentar lige nu. Vi kan bekræfte, at en af vores diplomater har modtaget en skriftlig opfordring'.

Ifølge Reuters har USA's forsvarsminister, Mark Esper opfordret Kina til ikke at udøve unødig magtanvendelse mod demonstranterne foran det amerikanske konsulat. (Foto: © Christophe Petit Tesson, Scanpix)

Ifølge Reuters har USA's forsvarsminister, Mark Esper, opfordret Kina til ikke at bruge unødig magt mod demonstranterne foran konsulatet.

Tidligere har USA's vicepræsident, Mike Pence, udstedt en lignende opfordring.

Ifølge Pence vil en hårdhændet behandling af demonstranterne i Hongkong gøre det sværere at nå en aftale mellem USA og Kina i den verserende handelsstrid mellem de to lande.

Den demokratiske leder i Senatet, Chuck Schumer, sagde i starten af ugen, at situationen i Hongkong vil blive prioriteret, når Kongressen er samlet i næste uge.