Mens det tyske politi arbejder på højtryk for at finde gerningsmanden bag det terrorangreb, der mandag aften kostede 12 mennesker livet, fortsætter angrebet med at skabe politiske bølger i Tyskland.
Det indvandrerkritiske højrefløjsparti Alternative fur Deutschland (AfD) har rettet skarp kritik mod landets kansler Angela Merkel og hendes åbne flygtningepolitik efter angrebet.
- Vi kan ikke blive ved med at benægte, at der er en forbindelse mellem Merkels flygtningepolitik og disse angreb. Hvis vi gør, gøder vi bare jorden for flere angreb, siger partiets formand, Frauke Petry til det britiske medie The Telegraph.
Men det er ikke kun højrenationalisterne, der retter kritik mod landets kansler, fortæller DR's Tysklandkorrespondent, Michael Reiter.
- Det ulmer stadig i Angela Merkels bagland, der er masser af kritik og masser af krav om skærpelse af flygtningepolitikken og af sikkerhedspolitikken. Og på den ydre tyske højrefløj, der brænder det faktisk fortsat, siger han.
En stille protest
I aften tager højrefløjen så kampen mod Merkel ud på Berlins gader.
Grupperinger fra den tyske højrefløj har nemlig arrangeret en stort anlagt demonstration mod kanslerhovedkvarteret i Berlin. Men det er ikke en demonstration i traditionel forstand, hvor man står med bannere og råber ad Angela Merkel, fortæller Michael Reiter.
- Det er planlagt som en ’mahnwache’, hvor man mødes og tier. Formentlig kommer der også en præst og siger nogle ord for de døde. Det er til ære for de døde og en stille protest mod Angela Merkel, fortæller Michael Reiter.
Tætte forbindelser til AfD
Protesten er stablet på benene af 'Ein Prozent', en aktionsgruppe på den ydre højrefløj, som arrangerer happenings og aktioner i protest mod Angela Merkels flygtningepolitik.
Ifølge hjemmesiden einprozent.de er demonstrationen rettet mod ”de hykleriske politikere og medier, der lige nu sørger over de dræbte”.
Gruppen har ifølge Michael Reiter tætte bånd til AfD, og to af partiets prominente medlemmer, nemlig Alexander Gauland og Björn Höcke, deltager da også i aftenens protest foran kanslerhovedkvarteret.
Også den aktivistiske højreorienterede ungdomsgruppe Die Identitäre, som udfører aktioner med samme metoder som Greenpeace, har ifølge Michael Reiter meldt deres ankomst til aftenens protest.
Den tunesiske mand
Tysk politi eftersøger lige nu en ung tunesisk mand, som mistænkes i sagen. Ifølge tyske medier lå mandens identifikationspapirer i den lastbil, der blev benyttet i angrebet.
Terrorbevægelsen Islamisk Stat har taget skylden for angrebet og meddelt, at det var en af deres "soldater", der udførte angrebet.
Den samme ordlyd gjorde sig gældende ved skyderiet i San Bernadino, USA, hvor to IS-sympatisører uden reel forbindelse til terrorbevægelsen skød og dræbte 14 personer ved en julefest i 2015.
Også ved angrebet i Nice i Frankrig på Bastille-dagen, hvor der ligeledes blev brugt en lastbil, brugte IS en lignende formulering - på trods af, at myndighederne ingen forbindelse kunne finde mellem gerningsmanden og terrorbevægelsen.
Her mistede 89 personer livet og over 100 blev såret.