Umiddelbart efter at det stod klart, at der var en klar forbindelse mellem angrebene i Paris og Bruxelles, fulgte første skarpe kritik af de belgiske myndigheder og en undren over, hvordan man ikke tidligere havde sat ind over for et radikaliseret miljø i Bruxelles-kvarteret Molenbeek: Arnestedet for terror, lød dommen.
Forklaringen på, hvad der ulmer i Belgien, har det amerikanske site politico.com forsøgt at finde. I en længere analyse er landet i hjertet af Europa beskrevet som dybt splittet og sågar "dysfunktionelt", og Molenbeek er blot et af resultaterne af en "fejlslagen stat".
Europas hovedstad bærer da også præg af økonomiske og politiske udfordringer, fortæller professor emeritus i historie ved Copenhagen Business School Uffe Østergaard.
- Belgien er tæt på ikke-eksisterende som nation og på en række områder virkelig dårligt fungerende på statsplan, men jeg vil ikke kalde det fejlslagen, siger han og fremhæver, at der er mange ting, som reelt fungerer i Belgien såsom transport og infrastruktur.
Han har selv boet i landet, der de seneste år har haft flere politiske kriser, og som i perioder, blandt andet i 1987, 2007 og 2009 og 2011, har fungeret uden formel regering.
Den føderale opbygning i landet betyder, at mange politiske beslutninger bliver taget på lokalt plan, og mange af de regionale regeringer nyder en høj grad af autonomi.
For i modsætning til andre føderale stater, som for eksempel Tyskland og USA, er den føderale regering sidestillet med regionerne.
Efter seneste valg i 2014 består regeringen af fire centrum-højrepartier, tre nederlandsksprogede partier og et enkelt fransktalende.
Rivalisering
At være opdelt i det flamsktalende Flandern mod nord og det fransktalende Vallonien mod syd - og en lille tysktalende enklave - bidrager kun yderligere til kompleksiteten af opbygningen og regeringen af landet.
Hovedstaden Bruxelles er officielt tosproget, men reelt er 80 procent af området fransktalende.
- Den politiske opdeling i landet er jo uløseligt forbundet med og har indflydelse på, hvordan myndighederne fungerer. Man kan godt tale om en rivalisering, for de to grupper har stor fornøjelse med at genere hinanden, fortæller Uffe Østergaard.
- For eksempel kan man opleve, at man i Bruxelles’ omkringliggende kommuner jo ynder at sikre sig, at det ikke er muligt at få fransktalende kanaler på tv.
Han mener, at der er en enkel forklaring på, hvorfor landet, der huser både Nato og EU’s hovedsæder fint har kunnet fungere uden en formel regering.
- Mange af de udenrigs - og økonomiske beslutninger er rykket til EU, og på mange måder er Bruxelles blevet mere en del af EU end resten af Belgien, siger han.
Svært for myndigheder at samarbejde
Den komplekse opdeling af landet besværliggør politimyndighedernes muligheder for at operere og samarbejde, vurderer Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef i PET.
Både det lokale kommunale politi, og det føderale politi herunder kriminalpolitiet, der hører under anklagemyndigheden, skal arbejde sammen og er ligestillet.
- Hvis man kigger på antiterror-indsatsen er den føderalt styret og organiseret, men det siger sig selv, at med sprogbarrierer og med en diffus organisation har både kommando - og kommunikationsveje store svagheder.
Efter angrebet i Paris i november har de belgiske efterretningsmyndigheder erkendt, at både Saleh Abdeslam og hans bror, der døde under angrebet, var kendte navne. Og de to formodede selvmordsbombere bag angrebet mod lufthavnen i Bruxelles i går var ifølge tv-stationen RTBF også kendt af politiet.
Men informationerne er ikke kommet videre til myndighederne på det rette tidspunkt, mener Bonnichsen.
- Særligt i forhold til Molenbeek har man fra føderale myndigheders side påpeget, at det kræver en forhøjet indsats i forhold til at bekæmpe og modvirke terror, siger den tidligere PET-chef.
Belgien er det land, der har det højeste antal Syrien-krigere målt per indbygger, og der bør være stort fokus på især de mange mænd, der rejser til Syrien og igen vender hjem til Belgien, lyder det.
- Men den forebyggende indsats ligger i regionerne, og der har man været langsom om at erkende, at den præventive indsats har en overordentlig stor betydning, siger Hans Jørgen Bonnichsen.