Hjælpeorganisationer vil ikke samarbejde med græske myndigheder om centrene på de græske øer, hvor flygtninge holdes tilbage, inden de sendes retur.
Det vil gøre dem medansvarlige i en unfair og inhuman praksis, siger organisationerne til nyhedsbureauet Reuters.
Organisationerne reagerer på den EU-aftale, som trådte i kraft søndag. Den skal sikre, at flygtninge sendes tilbage til Tyrkiet.
En af organisationerne, der suspenderer deres hjælp, er den norske flygtningehjælp (NRC). De overleverer i dag dele af deres aktiviteter i deres center på den græske ø Chios til de ansvarlige myndigheder, fortæller nødhjælpsarbejder Dan Tyler.
- Efter EU-aftalen trådte i kraft søndag, forvandlede centrene sig fra åbne centre til lukkede detentionscentre. Vi er ikke enige i den måde at tilbageholde flygtninge på, siger han.
Desuden har blandt andre FN's Flygtningehøjkommissariat og Læger uden Grænser, som er store bidragydere, skåret ned på assistancen som følge af aftalen.
Ifølge aftalen skal alle flygtninge, der ankommer til de græske øer sendes tilbage til Tyrkiet. For hver syrisk flygtning, der sendes tilbage til Tyrkiet fra de græske øer, skal EU tage en anden syrisk flygtning fra en lejr i Tyrkiet og genhuse vedkommende i EU.
/ritzau/