Selvom der nu er 21 danskere, der er blevet smittet med coronavirusset, er Danmark endnu ikke så hårdt ramt som mange andre lande i Europa. Ikke mindst Italien, som er det europæiske land, der er blevet hårdest ramt.
Men situationen udvikler sig time for time, påpeger sundhedsminister Magnus Heunicke (S), og derfor er det vigtigt, at vi udveksler erfaringer på tværs af EU-landene og lærer af hinanden.
- Det gælder både i forhold til at inddæmme virusset og i forhold til, hvordan sundhedssystemerne i de forskellige lande har håndteret det.
- Det kan være, at det danske sundhedsvæsen også skal håndtere lignende situationer med mange ramte, og derfor skal vi se, hvilke erfaringer de har gjort sig i forhold til akut- og intensivafdelinger, siger ministeren inden dagens ekstraordinære corona-møde mellem EU-landenes sundhedsministre i Bruxelles.
Afgørende hvad vi gør nu
Danmark befinder sig lige nu i det såkaldt 'præpandemiske scenarium', hvor det handler om at inddæmme virusset. Men i flere andre EU-lande har det udviklet sig yderligere, og de lande skal Danmark tage ved lære af.
- Vi bliver ikke ved med at kunne inddæmme og stoppe, at der også vil være smitte i Danmark. Det er det næste, der kommer. Derfor er det så afgørende, at vi gør nok på nuværende tidspunkt, så vi undgår, at smitten spreder sig hurtigt, siger ministeren.
Sundhedsvæsnet er dog et nationalt anliggende i EU, og derfor er det op til de enkelte lande selv at beslutte, hvad de gør for at bremse smitten.
- Det er meget forskelligt, hvad landene har valgt at gøre. I Danmark gør vi alt, hvad vi overhovedet vurderer, er nødvendigt. Det er ud fra et forsigtighedsprincip, hvor vi hellere gør for meget, hvis der er den mindste tvivl, siger Magnus Heunicke og understreger, at EU-landene må arbejde sammen og vise sammenhold.
- Vi har relativt få smittede i forhold til mange andre europæiske lande. Hvis de har begået nogle fejl undervejs, skal vi selvfølgelig lære af dem, understreger han.
- Det, vi gør nu i disse uger, er afgørende for, hvordan det kommer til at gå i de kommende måneder, og hvordan smitten vil sprede sig til Danmark, siger Magnus Heunicke.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har indkaldt til pressemøde klokken 11.30 for at orientere om 'nye tiltag for at inddæmme smitte i Danmark'. Du kan følge pressemødet her på dr.dk.