Nyalia Gatdor mærker konsekvenserne hver dag, når hun går i vand til knæene og høster åkander for at overleve.
Hun bor på en lille ø sammen med andre familier, som er blevet fordrevet fra deres hjem i Sydsudan på grund af oversvømmelser. En skæbne, som hun deler med hundredtusinder af andre i landet.
- Hvis oversvømmelserne var et menneske, kunne vi kæmpe tilbage, men det kan vi ikke, siger hun.
Virkeligheden i Sydsudan er noget, som beslutningstagere bør have i baghovedet, når de i morgen i Baku i Aserbajdsjan sætter sig til forhandlingsbordet til klimatopmøde nummer 29 i rækken.
Det mener Andrew Harper, der er særlig rådgiver på klimakrisen i FN's flygtningeorganisation, UNHCR.
- Det, der er brug for, er en følelse af, at det haster. En følelse af, at beslutninger har indflydelse på folks liv, og at vi ikke bare konstant kan udsætte beslutninger til den næste COP, siger han.
Det centrale spørgsmål på klimatopmødet handler om, hvordan rige lande skal bidrage økonomisk til udviklingslandes omstilling og tilpasning til klimaforandringerne.
For sydsudanere er situationen kritisk, og FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, mangler f.eks. penge til at gøre områderne med flygtningelejre mere robuste. Mange steder består deres husly af plastik, og det er en ringe trøst, ligesom vandet er en konstant trussel, lyder det fra Andrew Harper.
- Mange steder vil folk ikke kunne blive, hvor de er, fordi situationen er, at vandet hvert år stiger og stiger og stiger. Og i øjeblikket har du landsbyer, der etablerer diger og rejser jordvægge. Til sidst vil de kollapse, og området vil blive oversvømmet, og folk bliver nødt til at flytte, siger Andrew Harper.
Utilstrækkelig hjælp
I denne uge satte en ny FN-rapport med titlen 'Come hell and high water' en tyk streg under, at der skal fart på pengestrømmen for at sikre en tilstrækkelig klimatilpasning i ulandene.
Rapporten viser, at mens ulandene modtager 185 milliarder kroner hvert år i klimahjælp, så svarer det langtfra til behovet, som er op mod cirka 1.500 milliarder kroner. Hvert år. Et beløb, som ifølge verdens fattigste lande er alt for lavt sat og nærmere hedder 2.600 milliarder kroner.
Hos FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, er det akut, at der sikres langt mere finansiering til klimatilpasning i verdens fattigste lande.
- Vi er nødt til at give folk en chance for at opretholde et liv i et stadig mere fjendtligt miljø. I øjeblikket har vi sørget for husly, vi har ydet sundhedspleje med World Food Programme, vi har leveret mad, men vi har brug for meget mere, siger Andrew Harper.
- Vi skal kunne give mennesker en tryg fremtid, og det kræver tilpasning. Det kræver meget mere finansiering, end hvad der i øjeblikket stilles til rådighed, siger han.
(DR's Afrika-korrespondent, Søren Bendixen, har besøgt et af de oversvømmede områder i Sydsudan og forklarer i videoen her, hvordan det påvirker befolkningen.)
Vandet, der ikke vil forsvinde
Ekstreme mængder nedbør I Sydsydan har skabt, hvad der kan sammenlignes med et indre hav. Vandet vil simpelthen ikke trække sig tilbage, fordi det ikke har nogen steder at tage hen.
Dårlig forvaltning betyder, at Nilen er kvalt af siv og af moser. Derfor svømmer Nilen over i stedet for at transportere nedbøren videre igennem til Egypten og Middelhavet, forklarer Andrew Harper.
- Hvert år ser vi mere nedbør, men vi ser, at det bidrager til, hvad der virkelig er ved at blive et indre hav, og hvert år bliver flere og flere landsbyer oversvømmet af dette stigende vand.
- Som ofte når man har en oversvømmelse, så kommer oversvømmelsen, og en uge senere aftager den, og folk kan komme tilbage til livet. Det, vi ser, er, at denne oversvømmelse i Sydsudan fortsætter i årevis, siger Andrew Harper.