Når først vandet kommer strømmende, er der ikke meget at stille op. Det så vi i sidste uge i de dødelige oversvømmelser i Valencia. Og vi har set det igen og igen verden over.
I Libyen, hvor mindst 11.000 døde, da en flodbølge smadrede igennem byen Derna.
I Pakistan, hvor over 1.000 mennesker døde i massive oversvømmelser, der påvirkede 33 millioner mennesker.
Men rigtig mange menneskeliv kan reddes med klimatilpasning. Det koster, og en stor del af pengene skal komme fra verdens rigeste lande, som samtidig er de største udledere af klimaskadelige drivhusgasser.
En ny FN-rapport, 'Come hell and high water' peger dog på, at mens ulandene modtager 185 milliarder kroner hvert år i klimahjælp, så svarer det langtfra til behovet, som er op mod cirka 1.500 milliarder kroner. Hvert år. Landene selv mener endda, at beløbet nærmere er 2.600 milliarder kroner.
- De behov, vi ser i udviklingslande, bliver slet ikke matchet af det, der bliver givet. I 2022 blev der givet 185 milliarder kroner. Det er jo kun en dråbe i havet i forhold til de behov, der er, siger Lars Christiansen, der er Project Officer i UNEP, Copenhagen Climate Center og medforfatter på rapporten.
Og det er ikke kun vand, der er problemet.
Storme, hedebølger og tørker tager mange liv. Som i Somalia, hvor en langvarig tørke i 2022 var skyld i 43.000 dødsfald. Somalias andel af klimakrisen er til gengæld minimal. Landet udleder kun et par procent af den mængde drivhusgasser, som Danmark udleder. Og det samme billede gælder mange andre ulande.
På mandag går årets klimatopmøde i gang i Aserbajdsjan, og her er spørgsmålet om finansiering af klimakampen i udviklingslandene centralt.
Håbet er, at man kan blive enige om et nyt og langt højere mål om klimahjælp til verdens ulande.
- Men sker der ikke noget på mødet, eller meget snart, så ender regningen med at falde til udviklingslandene, siger Lars Christiansen.
Løsninger nok
Og der er heldigvis mange ting, man kan gøre, siger Mattias Söderberg, som er klimarådgiver ved Folkekirkens Nødhjælp.
Man kan bygge diger, lave afkøling, plante træer og tørkeresistente afgrøder. Men altså kun hvis pengene kommer i en helt anden størrelsesorden.
- Og vi er nødt til at huske, at det handler ikke om penge, det handler ikke om tal, det handler om mennesker. Det er mennesker, som bliver ramt, når vi ikke investerer i klimatilpasning, siger Mattias Söderberg.
Men der er stor uenighed blandt verdens rigeste lande. Ikke om at der er brug for astronomiske summer. Men om hvem der skal betale, hvordan - og til hvem.
På listen over lande, som kan modtage pengene, står også eksempelvis Kina og Saudi-Arabien, som af flere ikke længere betragtes som udviklingslande.
Lidt fremad går det dog. Fra 2021 til 2022 steg de rige landes bidrag til klimatilpasning med cirka fem procent.
Danmark er faktisk et af de lande, der øremærker en relativt stor del af den overordnede klimafinansiering til klimatilpasning.
Men for de fleste rige lande er det mere populært at investere i eller låne penge til energiprojekter, som måske kan give et afkast. Og gerne i Kina. End det er at putte penge i en cementdæmning eller plantning af mangrove-træer i Kenya.
Selvom tallene er nærmest astronomiske, er de faktisk konservative i forhold til, hvad verden har brug for i klimatilpasning, lyder det fra UNEP.
Beregningerne fra UNEP dækker kun udviklingslande og ikke verdens rigeste lande, som også har brug for at tilpasse sig den globale opvarmning. Og så antager de, at den globale temperaturstigning holder sig under 2 grader.
Men ifølge fremskrivningerne er vi lige nu, med en stadig stigende udledning af skadelige drivhusgasser, nærmere på vej mod de 3 grader, som vil øge behovet for klimatilpasning eksponentielt.