Amerikanske efterretningstjenester har frigivet en tidligere hemmeligstemplet rapport om Ruslands hackerangreb mod USA under præsidentvalget, skriver Reuters.
- Præsident Vladimir Putin forsøgte at hjælpe Trump, hedder det i rapporten, som dog fastslår, at der blev foretaget hackerangreb mod både Demokraterne og mod Det Republikanske Partis Nationale Komité.
- Vi vurderer med stor overbevisning, at de russiske efterretningstjenester GRU og FSB lækkede materiale, som de fik fra Demokraternes Nationale Komité.
I to år skal hackerne have udnyttet huller i computersystemerne, ligesom de skal have afluret kodeord.
De amerikanske efterretningstjenester oplyser, at de har identificeret de agenter, som udførte hackerangrebene og lækkede oplysningerne.
Rapporten advarer også om, at Rusland vil forsøge at påvirke valg i lande, der er USA's allierede.
Rusland afviser at have stået bag den omfattende hacking.
Den kommende amerikanske præsident Donald Trump kalder striden om russiske hackerangreb under USA's valgkamp for en heksejagt.
I en udtalelse sent fredag kalder Trump dog et møde med omkring rapporten med efterretningscheferne for konstruktivt.
Han tilføjer, at han inden for 90 dage vil have udarbejdet en plan for bekæmpelse af hackerangreb.
Trump insisterer på, at hackerangreb, som blev udført under valgkampen i USA, ikke havde nogen betydning for resultatet af valget.
Han afviser, at Rusland er det eneste land, som kan have stået bag disse angreb.
/ritzau/Reuters