Hackerangreb og Skripal-sagen: Putins "hemmelige våben" hedder GRU

Det russiske militærs efterretningstjeneste skal have sin tredje chef på to år.

Den russiske præsident Vladimir Putin holdt tale for 100 året for (GRU) tidligere på måneden. (Foto: © SPUTNIK, Scanpix)

For spioner og hemmelig efterretningsindsamling er det næppe en fordel at blive hævet frem i lyset og sat under lup af det internationale samfund.

Men inden for de seneste år er det, der er blevet kaldt Putins "hemmelige våben", for alvor blevet kendt.

Og det russiske militærs efterretningsjeneste (GRU) er nævnt i sammenhæng med alt fra annekteringen af Krim-halvøen til utallige hackerangreb i Tyskland, Frankrig og USA til det formodede giftangreb på den tidligere russiske spion Sergej Skripal.

To mænd - identificeret som GRU-agenter - er mistænkt for at stå bag angrebet på Skripal og hans datter.

Og i begyndelsen af oktober afslørede Storbritannien, koordineret med de hollandske og amerikanske myndigheder, i detaljer, hvordan et formodet forsøg på at hacke flere internationale institutioner kunne ledes tilbage til den russiske efterretningstjeneste.

Siden da har flere spekuleret i, hvor længe der ville gå, inden GRU ikke længere ville være i hænderne på den 62-årige Igor Korobov.

I dag kom svaret, da det russiske forsvarsministerium meddelte, at general Korobov efter længere tids helbredsproblemer er afgået ved døden. Korobov nåede at have to år i spidsen for GRU, efter han i 2016 tog over fra Ivan Sergun, der ifølge russiske myndigheder døde uventet i 2016.

Men hvad vides egentlig om den militære efterretningstjeneste?

Hvad er GRU?

Den russiske forsvarsminister Sergej Sjoigu ses her Igor Korobov, den nu afdøde chef for GRU. (Foto: © handout, Scanpix)

GRU er oprindeligt forkortelsen for Glavnoje Razvedyvatel’noje Upravlenije, det russiske militære efterretningstjeneste, der har eksisteret siden 1918 og ulig de måske mere kendte tjenester, er den ikke direkte afledt af Sovjetunionens KGB.

Det er til gengæld den russiske udenrigsefterretningstjeneste SVR og den statslige sikkerhedstjeneste FSB, og blandt de forskellige tjenester har der i årevis hersket en større eller mindre grad af rivalisering.

Særligt SVR og GRU har en vis grad af overlappende mandat, der kan ses som en fordel i forhold til mængden af oplysninger, der når den sikkerhedspolitiske top.

Men kan også være en svaghed ved det sikkerhedspolitiske system, som præsident Putin har bygget op, for der skal holdes en vis magtbalance internt mellem tjenesterne, hvor der stilles store krav til loyalitet.

GRU har gennem årtier opbygget et stort netværk af agenter fuldt ud på linje med de andre efterretningstjenester.

- GRU er altid blevet betragtet som mere kompetent, risikovilligt og skånselsløst sammenlignet med KGB og SVR, siger Andrej Soldatov, en russisk journalist, der har dækket efterretningstjenester, til mediet Daily Beast.

Efter 2008 blev der dog gennemført en række reformer, der reducerede GRU betydeligt i forhold til den størrelse, det havde haft før, men ikke desto mindre har tjenesten spillet en afgørende rolle i nogle af Ruslands centrale missioner de seneste år.

Hvor holder de til?

Den russiske præsident, da det hovedkvarter blev præsenteret i 2006. (Foto: © ITAR-TASS, Scanpix)

Siden 60’erne har hovedkvarteret været at finde som en del af et et større byggeri i den nordvestlige del af Moskva. I 2006, da det nye hovedkvarter åbnede, var præsident Vladimir Putin forbi for at inspicere det, der har fået tilnavnet "Akvariet".

Navnet stammer fra en bog skrevet af den tidligere agent Vladimir Rezun, der gav hovedkvarteret det tilnavn dels på grund af bygningens glasydre, men også fordi, at efterretningsverdenen ifølge ham var at betragte som et lukket akvarium, hvor alle kender hinanden.

GRU's hovedkvarter i Moskva. (Foto: © STRINGER, Scanpix)

Ikke langt derfra, på Forsvarsministeriets militærakademi kendt som "Konservatoriet", bliver nogle af GRU-agenterne trænet, mens andre, eksempelvis specialister i cybersikkerhed, studerer på et teknisk universitet i Tjerepovets, nord for Moskva.

Hvad har GRU stået bag?

De to mænd, der er mistænkt for at stå bag for at stå bag giftangrebet på Sergej og Julia Skripal. (Foto: © handout, Scanpix)

Det russiske militærs efterretningstjeneste er blevet anklaget for at have deltaget i nogle af Ruslands mest omtalte og kritiserede aktioner de seneste år: Annekteringen af Krim-halvøen, støtten til de pro-russiske separatister i Øst-Ukraine, et fejlslagent kup mod Montenegro i 2016, og ikke mindst det formodede giftangreb på den tidligere russiske spion Sergej Skripal og datteren Julia, der tidligere i år blev fundet livløse i den sydengelske by Salisbury.

Selvom Skripal overlevede, endte en engelsk kvinde med at miste livet, efter hun angiveligt kom i kontakt med samme nervegift.

Alexander Petrov og Ruslan Boshirov - de to mænd mistænkt for at stå bag giftangrebet på Sergej Skripal blev fanget på overvågningskamera i Salisbury. (Foto: © handout, Scanpix)

Sagen har kastet Rusland og en række vestlige lande ud i en større diplomatisk krise, og efter Alexander Petrov og Rusland Bosjirov, de to mænd mistænkt for at stå bag angrebet, stod frem på nationalt tv og hævdede deres uskyld, blev de i oktober identificeret som GRU-agenter.

I 2014 oprettede det russiske forsvarsministerium en særskilt enhed til at håndtere såkaldte fjendtlige cyberkonfrontationer, og som en del af forsvarsministeriet har GRU ifølge det uafhængige medie Meduza udvidet sine kompetencer indenfor cybersikkerhed.

De sidste par år er forskellige hackerprofiler anklaget for omfattende cyberangreb koblet til GRU, der beskyldes for at stå bag hackerangrebet på USA's demokratiske parti, det tyske parlament og det globale angreb NotPetya, der ramte Mærsk.

Dertil kommer anklagerne om, at Rusland skulle have blandet sig i den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 - anklager som Rusland igen og igen har afvist.

Hvem styrer GRU?

Den 62-årige general Igor Korobov var chef for GRU. , (Foto: © ho, Scanpix)

I modsætning til FSB og SVR som referer direkte til præsident Vladimir Putin, refererer lederen af GRU - som er udpeget af præsidenten - til forsvarsministeren.

Den tidligere leder Igor Korobovs militærkarriere går helt tilbage til begyndelsen af 70'erne, og i 1985 skiftede han til militær efterretningstjeneste, før han blev chef for GRU i 2016.

Men efter massivt fokus på efterretningstjenestens fejl og kritik fra præsidenten er hans helbred tilsyneladende gradvist blevet værre, og i dag kunne forsvarsministeriet som nævnt meddele, at den 62-årige general er død efter længere tids sygdom.

Den russiske journalist Sergej Kanev, der har undersøgt og dokumenteret mange af GRU's operationer, er dog tvivlende.

- Det er i hvert fald en meget godt timet kræftsygdom. Han vidste meget om GRU's hemmelige missioner, inklusive giftangrebet på Skripal.

Særligt det russiske medie The Insider sammen med det undersøgende netmedie Bellingcat har igennem længere tid stået for en række af afsløringerne af forskellige GRU-agenters identitet, senest identificeringen af en af de agenter, der menes at være involveret i kupforsøget i Montenegro i 2016.

Gennem tiden har afhoppede agenter dog også været med til at løfte sløret for, hvad efterretningstjenesten foretager sig.

Derfor har der også tidligere været et højt niveau af afsløringer, som gør, at man ikke nu nødvendigvis skal se GRU som en militære tjeneste i forfald.

Kilder: Niels Bo Poulsen, militærhistoriker med speciale i russisk militærhistorie ved Forsvarsakademiet, Wired, The Guardian, Meduza.io, RT.com , Financial Times, The Economist, Bellingcat.