Guvernør i Alabama har underskrevet hård abortlov

Om seks måneder træder Alabamas nye abortlov i kraft, så en kvinde kun kan få abort ved livsfare.

Alabamas guvernør, Kay Ivey, underskriver den kontroversielle abortlov. Rettighedsgrupper har varslet sagsanlæg. (Foto: © handout, REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Guvernøren i den amerikanske delstat Alabama, Kay Ivey, har i nat dansk tid underskrevet et lovforslag, der næsten betyder et totalforbud mod aborter.

Senatet i Alabama godkendte i går lovforslaget, der kaldes den hårdeste abortlov i USA.

- For lovens tilhængere står dette som et kraftfuldt tegn på befolkningens stærke overbevisning om, at ethvert liv er værdifuldt, og ethvert liv er en hellig gave fra Gud, sagde guvernør Kay Ivey, efter at hun havde skrevet under.

Dermed kan loven, der vil forbyde stort set alle aborter, herunder også efter voldtægt og incest, træde i kraft om seks måneder.

Den vil dog uden tvivl møde juridisk modstand fra blandt andet rettighedsorganisationer, der har varslet søgsmål mod delstaten.

Personer, der udfører indgrebet kan straffes med mellem 10 og 99 års fængsel. Kvinder, som får en abort, risikerer ikke at blive straffet.

Tilhængere af forbuddet i Alabama mener, at retten til liv for det ufødte barn er vigtigere end næsten alle andre rettigheder. Den eneste undtagelse er, hvis kvindens liv kan være i fare.

16 delstater i USA har strammet abortlovgivningen i år. Kentucky, Ohio, Mississippi og Georgia har vedtaget lovforslag, der helt forbyder abort, hvis der kan påvises et hjerteslag.

/ritzau/