På islandsk tv har den islandske statsminister, Sigmundur David Gunnlaugsson, oplyst, at han har bedt præsidenten om at opløse parlamentet.
Tidligere på dagen har Sigmundur Gunnlaugsson holdt et længere møde med finansminister Bjarni Benediktsson, som er formand for Selvstændighedspartiet, der sammen med statsministerens parti, Fremskridtspartiet, udgør regeringen i Island.
Da Benediktsson ikke kunne give sin uforbeholdne støtte til statsministeren, skrev Gunnlaugsson på Facebook, at han var stolt af sine politiske meritter, men også at han var klar til at opløse regeringen, hvis han ikke opnåede støtte fra sin koalitionspartner.
Gunnlaugsson er blevet viklet ind i den store skattelækage, fordi hans kone siden 2007 har haft penge i et skattelyselskab, som han selv har været medejer af.
Benediktsson selv er også involveret i #panamapapers, hvor han optræder som medejer i et selskab.
Senere på dagen flyttede Gunnlaugsson mødet til den islandske præsidentbolig. Det var angiveligt i den forbindelse, at Gunnlaugsson har anmodet præsident Ólafur Ragnar Grímsson om at få parlamentet opløst og udskrive nyvalg.
Men for første gang i Islands historie afviste præsidenten en statsministers opfordring til at udskrive nyvalg. Det gjorde Grímsson med henvisning til, at han først ønsker at rådføre sig med de øvrige partieformænd i Althing, oplyser kilderne ifølge det norske nyhedsbureau NTB og Ritzau.