Grønland, 'national krise' og 1.500 benådede stormløbere: Her er de mest centrale punker fra Trumps indsættelse

Donald Trump tog os fra Grønland til Mars, da han blev indsat som USA's 47. præsident

Ved en ceremoni i den amerikanske hovedstad, Washington D.C., blev Donald Trump den 20. januar taget i ed som USA's 47. præsident. (Foto: © JIM WATSON, Ritzau Scanpix)

Til trods for bidende vinterkulde var der fyret godt op under Donald J. Trump, da han blev indsat som USA's 47. præsident.

På sin første arbejdsdag fik præsidenten blandt andet erklæret "national krise" ved den sydlige grænse til Mexico, benådet 1.500 fængslede stormløbere og gentaget sit ønske om amerikansk kontrol over Grønland.

I denne artikel får du et overblik over fem af de mest bemærkelsesværdige punkter fra Donald Trumps indsættelse.

1

Kontrol over Grønland

Donald Trump har flere gange udtrykt interesse for Grønland (Foto: © Dado Ruvic, Ritzau Scanpix)

Efter Donald Trumps udmeldinger om ønske om øget kontrol med Grønland var der nok mange i Grønland og Danmark, der var særligt nervøse, da Trump gik på talerstolen i aftes dansk tid.

Som talen skred frem, og præsidenten ikke nævnte Grønland, kunne bekymrede borgere øjensynligt ånde lettet op.

Sådan virkede det i hvert fald, indtil præsidenten leverede en af sine allersidste sætninger i tiltrædelsestalen. Her sagde han, at det amerikanske territorium stadig skal udvides. Og selvom der ikke blev specificeret, hvad det indebar, pegede pilen mod nord, siger Philip Khokhar.

- Når man siger det, så er det højst sandsynligt Grønland, siger han.

Og senere på aftenen amerikansk tid gentog præsidenten ønsket om amerikansk kontrol.

Det kan du se i klippet nedenfor:

- Grønland er et vidunderligt sted, og vi har brug for det af hensyn til den internationale sikkerhed. Jeg er sikker på, at Danmark nok skal indordne sig. Det koster dem mange penge at opretholde og vedligeholde det, sagde Trump.

Præsidenten afsluttede sine bemærkninger om Grønland med at understrege, at det amerikanske ønske først og fremmest handler om international sikkerhed.

Trump understregede også, at det amerikanske ønske handler mere om international sikkerhed, end det er et amerikansk ønske.

2

1.500 stormløbere på fri fod

Natten til tirsdag stimlede flere mennesker sammen foran et af de fængsler i Washington DC, hvor flere af de fanger, der blev fængslet efter stormen på kongressen, sidder indespærret. (Foto: © Will Oliver, Ritzau Scanpix)

Donald Trumps valgsejr viste sig i nat dansk tid at være rigtig gode nyheder for 1.500 dømte og tiltalte stormløbere.

Sent i aftes lokal tid udstedte præsidenten nemlig benådninger for næsten samtlige af de mange tilhængere, som er blevet dømt eller tiltalt for deres rolle i stormløbet på USA's Kongres 6. januar 2021.

Og benådningen var en af nattens helt store overraskelser, fortæller Philip Khokhar.

- Det er ikke fordi det er en kæmpe overraskelse, at Donald Trump vil benåde de her 6. januar-fanger, men at han gør det i så højt et antal, og at det altså også er fanger, der helt åbenlyst har begået vold mod politibetjente, det kommer bag på mange, siger han.

I videoen nedenfor kan du se Donald Trump underskrive dekretet med de mange benådninger:

Blandt de benådede er flere højreekstremister fra Proud Boys og Oath Keepers, der er idømt lange fængselsstraffe.

3

'National krise ved den sydlige grænse'

I sin tiltrædelsestale erklærede Donald Trump "national krise" ved den sydlige grænse til Mexico. (Foto: © GUILLERMO ARIAS, Ritzau Scanpix)

Der er ikke bare problemer ved USA's sydlige grænse til Mexico. Der er "national krise".

Sådan en udråbte Donald Trump i hver fald under sin indsættelsestale.

Her sagde han, at han vil have bremset strømmen af migranter til USA, og at det skal ske ved at sende amerikanske tropper til grænsen.

- Al ulovlig indtrængen i USA vil øjeblikkeligt blive stoppet, og vi går i gang med at sende millioner af kriminelle indvandrere hjem, hvor de kom fra, sagde Donald Trump.

Meldingerne fra Trump fik mange blandt publikum til at rejse sig og klappe længe. Det kan du se i videoen nedenfor:

Med denne udmelding blev der trukket nogle konflikter op mellem USA og de naboer de har mod syd, siger DR's korrespondent i Sydamerika Kristian Almblad.

- Det er selvfølgelig en kæmpe bekymring i Sydamerika. Hvad skal Mexico, Honduras og Guatemala stille op, når der lige om lidt lander millioner af mennesker, som ikke har noget arbejde eller noget sted at bo.

- Det kan blive et kæmpe problem – logistisk og økonomisk for de her lande, siger han.

4

Fra Panama til Mars

En af de mest radikale præsidentielle tiltrædelsestaler i amerikansk historie.

Sådan udlægger professor i amerikanske studier, Jørn Brøndahl, fra Syddansk Universitet, tiltrædelsestalen.

Den amerikanske imperialisme "lå og boblede under hele talen" ifølge professoren.

Helt centralt i talen var drømmen om at plante det amerikanske flag udenfor landets grænser. Det gjaldt både Panama-kanalen og planeten Mars.

Tidligt i talen langede Trump ud efter måden, Panamakanalen bliver drevet på. Han beskyldte Kina for at styre kanalen.

- Formålet med aftalen og aftalens ånd er blevet fuldstændig krænket.

- Vi tager den tilbage, sagde han.

Præsidenten i Panama, José Raúl Mulino, gentog natten til tirsdag samme melding, som han kom med første gang Trump udtrykte interesse for kanalen.

- Han sagde at Panama styrer kanalen og bliver ved med det.

- Desuden sagde han at det her med at Kina opererer kanalen, det er fuldstændig forvrøvlet, siger Kristian Almblad.

  • En demonstrant brænder det amerikanske flag under en protest mod indsættelsen af den amerikanske præsident Donald Trump foran den amerikanske ambassadørs bolig i Panama City den 20. januar 2025. (Foto: © Arnulfo Franco, Ritzau Scanpix)
  • Panama afviste den 20. januar 2025 præsident Donald Trumps udmelding om, at USA ville "tage Panamakanalen tilbage", og sagde, at kanalen ville forblive under Panamas kontrol. (Foto: © Arnulfo Franco, Ritzau Scanpix)
1 / 2

Herefter fortsatte Trump sine udvidelsesønsker. Denne gang uden for jordens galakse.

- USA vil igen se sig selv, som et voksende land, et der får sin velstand til at vokse og udvider sit territorium, bygger byer og hæver forventninger og bærer vores flag ind i nye og smukke horisonter.

-Vi vil forfølge vores manifesterede skæbne ud i stjernerne, hvor vi vil sende amerikanske astronauter til Mars for at plante det amerikanske flag, sagde Trump.

5

Paris-aftalen

Donald Trump trak natten til tirsdag det længste strå i den strid omkring Paris-aftalen, som han de seneste år har haft med den tidligere præsident Joe Biden.

Da Trump først gang overtog nøglerne til det hvide hus i 2017, trak han efter et halvt år USA ud af Paris-aftalen.

Da Joe Biden i 2021 overtog posten meldte han igen USA ind i klimaaftalen, der har til formål at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under to grader.

Og denne gang tog det ikke Donald Trump længere end et par timer at få trukket amerikanerne ud af aftalen.

I artiklen nedenfor kan få et overblik over de dekreter, Donald Trump har skrevet under på: