Den diplomatiske konflikt mellem Qatar og en række golfstater eskalerer yderligere.
Det sker, efter at Qatar har nægtet at følge en liste med 13 krav, som Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Egypten har stillet til landet.
Sent torsdag lokal tid siger de fire nationer i en samlet udtalelse, at Qatars reaktion på kravene viser, at landet støtter terrorgrupper.
Indtil Qatar indvilger i at følge kravene, vil sanktionerne mod landet stå i kraft, står der i den fælles udtalelse. Men der kan også blive grebet til nye sanktioner.
- Qatars handlinger viser, at det agter at fortsætte sin politik, der sigter mod at destabilisere sikkerheden i vores region, står der ifølge SPA, det officielle saudiske presseagentur, i udtalelsen.
- Alle politiske, økonomiske og juridiske midler vil blive taget i brug for at sikre vores fire landes rettigheder, sikkerhed og stabilitet, står der videre.
Det bliver ikke uddybet, hvilke midler der er tale om.
Beskyldninger om terrorstøtte
Saudi-Arabien, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og Egypten har i flere uger boykottet Qatar.
De beskylder landet for at støtte terrorisme samt for at have for tætte bånd til Iran.
De fire lande kræver blandt andet, at Qatar lukker tv-stationen Al Jazeera. Qatar skal også nedtone de diplomatiske forbindelser med Iran, lukke en tyrkisk militærbase og indstille støtten til oppositionsgrupper i andre lande.
Den amerikanske forsvarsminister, Jim Mattis, har også blandet sig i konflikten. Torsdag aften har han talt i telefon med Qatars forsvarsminister, Khalid al-Attiyah.
Her har amerikaneren opfordret til, at Qatar gør sit, til at spændingerne bliver løst.
/ritzau/Reuters