Glædestårer i München: Mange flygtninge forstår ikke, at de endelig er nået i mål

Flygtninge strømmer tavse ind i Sydtyskland, hvorfra de bliver fordelt rundt i resten af landet.

Efter Tyskland og Østrig er blevet enige om at åbne grænsen mellem Østrig og Ungarn, er 8.000 flygtninge og migranter i går ankommet til München, hvor de er blevet taget varmt imod.

De tyske myndigheder forventer, at endnu 8.000 vil komme til landet i dag.

Løbende ruller tog ind med nogle hundredvis af asylansøgere om bord, fortæller DR’s Tysklandskorrespondent, Michael Reiter, der har været på München Hauptbahnhof siden klokken 6 søndag morgen.

- At stå her er som at stå ved mållinjen til en maraton, siger han.

Glædestårer på banegården

Som det var tilfældet i går, har han hele morgenen set de tilkomne blive taget imod med klapsalver. Han har også set flygtninge bryde ud i glædestårer, når de for førte gang sætter fod på tysk jord efter en lang flugt og lang tids usikkerhed om fremtiden.

- Når man taler med dem, er de lidt mere tavse. Det virker, som om de slet ikke har forstået, at de er nået i mål. At de er kommet til det, der må være paradis for dem, siger Michael Reiter.

- Nogle af dem er tydeligvis både chokerede og traumatiserede over det, de har oplevet på deres flugt og det, de er flygtet fra, tilføjer han.

Fordeles rundt i Tyskland

På hovedbanegården tager grupper af politibetjente pænt imod de mange flygtninge og migranter, der i gåsegang føres ud til nogle telte, hvor de bliver registreret og sendt videre.

Se billeder fra Tyskland nedenfor.

  • Migranter og flygtninge strømmer glade og udmattede ind på hovedbanegården i München lørdag og søndag. (Foto: © MICHAEL DALDER, Scanpix)
  • En flygtningefamilie sidder i en bus udenfor hovedbanegården i München sent lørdag aften, klar til næste skridt på rejsen. (Foto: © ANDREAS GEBERT, Scanpix)
  • Trætte togpassagerer sætter her kurs mod München. De fleste flygtninge kommer fra Irak, Syrien og Afghanistan. (Foto: © Barbara Gindl, Scanpix)
  • En dreng på flugt, der lørdag ankom til München, ser på et modtagecenter fra en busrude. (Foto: © Sven Hoppe, Scanpix)
1 / 4

De har alle sammen forskellige mål i Tyskland, fortæller Michael Reiter:

- Mange vil gerne til Berlin, og andre har familie og bekendte andre steder, hvor de gerne vil til.

Det er dog ikke sikkert, at flygtningenes respektive ønsker kan blive opfyldt lige med det samme.

- I første omgang bliver de fordelt i Tyskland efter en fordelingsnøgle, så de specifikke ønsker kan have lange udsigter, siger Michael Reiter.