Det containerskib, der i øjeblikket blokerer Suez-kanalen, kan skabe store problemer for trafikken af varer fra Asien til Europa.
Og jo længere tid det 400-meter lange skib, Ever Given, ligger på tværs af kanalen, der forbinder Middelhavet og Det Røde Hav, jo værre, fortæller shippingekspert Lars Jensen fra SeaIntelligence Consulting.
- Hvis skibet kommer frit igen inden for få dage, er det i virkeligheden ikke noget problem. Skibene bliver to-tre dage forsinket. Problemet opstår, hvis det her bliver ved i længere tid, siger han.
I øjeblikket ligger tæt på 200 skibe - heraf ni Mærskskibe - og venter på at komme igennem kanalen, der er fragtvej for omkring 12 procent af den globale handel.
50.000 containere om dagen
Indtil videre vil den almindelige forbruger dog ikke mærke mangel på tøj eller elektronik fra Asien. Men kommer trafikproppen til at vare i ugevis, kan det give store problemer i Europa, fortæller Lars Jensen.
- Tænk på det på den her måde, siger han.
- Vi får i runde tal leveret 50.000 containere om dagen med varer Asien til Europa. De kommer normalt ind i en lind strøm med skibe til europæiske havne. Nu er der, for hver dag der går, flere skibe, der hober sig op. Og når kanalen på et eller andet tidspunkt åbner, så kommer de allesammen herop som ketchup ud af en ketchupflaske, siger han.
Det vil føre til nye trafikpropper i europæiske havne. Skibene vil ikke kunne få kajplads, containerne vil hobe sig op, da de ikke vil kunne komme videre. Der vil nemlig også opstå mangel på lastbiler og togvogne.
- Så det kan give store problemer, hvis det her varer ved, fortæller Lars Jensen.
Svært at fjerne lasten
I går forsøgte man forgæves at grave det nødstedte skib frit. Næste mulighed er at pumpe skibets ballastvand og brændstof over i mindre tankskibe og på den måde lette det. Virker det heller ikke, kan den sidste løsning være at fjerne lasten.
- At pille containere af er ikke nemt på et skib som det her. Det er 400 meter langt og 60 meter højt. Du skal have en pram ud med en kran, der kan nå helt op til toppen, og tage containere af én for én, indtil du har fjernet nok.
- Det kan blive enormt tidskrævende. Vi må ikke håbe, det kommer til det, fordi så kommer det her til at vare rigtigt længe, siger Lars Jensen.
Svært valg
Mærsk har ni skibe og to partnerskibe, der venter på at komme igennem passagen.
- Vi følger nøje de flydende operationer og ser i øjeblikket på alle mulige alternativer, sagde firmaet i en pressemeddelelse i går.
For Mærsk og andre rederier skal nemlig i disse dage træffe et svært valg. Vil de vente og satse på, at trafikproppen kun varer få dage? Eller vil de sende deres ruter syd om Afrika?
Det kan blive et dyrt valg, fortæller Lars Jensen.
- Hvis jeg sejler sydom, kræver det i meget runde tal cirka 2.000 ton ekstra brændstof til omkring en million dollar. Det er en dyr beslutning at tage, og bliver problemet løst i morgen, og er du allerede sejlet sydpå, hænger du på den, siger han.
Coronaen har ramt skibstrafikken
Proppen i Suez-kanalen kommer desuden på et tidspunkt, hvor den globale containertrafik i forvejen er belastet som følge af coronapandemien.
- Ingen skibe sejler til tiden, der er stor mangel på skibskapacitet og tomme containere, og der er allerede flaskehalse i nogle havne, siger Lars Jensen.
- Nu ligger skibene og venter. Du fjerner kapacitet fra et marked, der i forvejen er presset. Var det her sket for halvandet år siden, ville de potentielle konsekvenser være meget mindre, siger han.