Tidligere FBI-direktør James Comey skyder som ventet med skarpt mod præsident Donald Trump i sin nye bog, der udkommer på tirsdag.
I bogen, "A Higher Loyalty", kalder Comey Trump for "uetisk" og en person, der "ikke er styret af sandheden". Han sammenligner også præsidenten med en mafiaboss, der kræver fuld loyalitet fra sine ansatte.
Comey kalder desuden Trumps ledelse af landet for "egostyret og afhængig af personlig loyalitet".
Comey, der blev fyret af Trump som chef for forbundspolitiet for et lille år siden, har tidligere lovet at dele "hidtil ufortalte historier fra nogle af de episoder i karrieren med allermest på spil".
I bogen afslører han således nye detaljer om sin interaktion med Trump og sin egen beslutningstagen i en efterforskning af Hillary Clintons e-mails før valget i 2016.
Comey blev fyret 9. maj sidste år
Han sammenligner Donald Trump med en mafiaboss, som forsøgte at sløre linjerne mellem loven og politik. Han forsøgte angiveligt også at presse Comey i efterforskningen af russisk valgindblanding
Bogen følger nøje James Comeys offentlige vidneudsagn og skriftlige memoer om hans møder med præsidenten i administrationens tidlige dage og hans voksende bekymring over Donald Trumps integritet.
Donald Trump fyrede James Comey 9. maj sidste år. Comey havde inden da bekræftet over for Kongressen, at FBI undersøgte en forbindelse mellem Trumps valgkamp og Rusland.
Spørgsmålet var og er, om præsidenten fyrede sin FBI-chef, fordi Comey nægtede at indstille denne undersøgelse.
Bogen - "A Higher Loyalty" - har i ugevis ligget i toppen af bestsellerlisten på verdens største internetboghandel, Amazon, hvor forsalget er i fuld gang.
/ritzau/AP