Friske grøntsager i skolen skal vende kedelige britiske fedmetal

I Storbritannien kæmper børn med usunde spisevaner, det betyder at næsten hvert tredje barn er overvægtig eller svært overvægtig.

Chips, sodavand og hvidt brød er skiftet ud med frisk broccoli, salat og kalkunsteg.

Der er ringet til spisefrikvarter på den lokale skole i byen Deanshanger, der ligger nord for London.

Her forsøger skolen at gøre op med usunde spisevaner, som har resulteret i, at 63 procent af briterne er overvægtige ifølge den internationale organisation OECD.

Det gør Storbritannien til det land i Vesteuropa med flest overvægtige borgere.

- Vores job i skolen er at uddanne dem så meget, som vi kan om, hvorfor vi vil have sunde frokoster, og hvorfor vi vil have dem til at vælge sund mad, siger Rachel Rice, der er skoleinspektør på skolen i Deanshanger.

Hvert tredje britiske barn er overvægtig

Børnene i skolen i den britiske by Deanshanger har mulighed for at vælge en sund frokost. (Foto: © Jan Vinholdt)

På skolen har man fået et nyt firma til at stå for maden, og det gav muligh ed for en mere grøn kost, fortæller køkkenchefen Lisa Gordon.

- Vi får friske grøntsager ind, det er klart det bedste. Forproduceret mad er udelukket, hvis du har mulighed for at få fat på friske grøntsager, siger hun.

I Storbritannien er næsten hvert tredje barn mellem to og 15 år overvægtige eller svært overvægtige på grund af usunde madvaner.

Men hvis man spørger otte-årige David, der er elev på skolen, glider både kostråd og grøntsagerne ubesværet ned.

- Jeg synes, sund mad er rigtig godt. Fordi frugten kan have C-vitaminer, og kød har proteiner, og det, synes jeg, er meget sundt, siger han.

Sunde madpakker kan presse forældrene

Men det er ikke kun eleverne, der skal overbevises om at grønt er godt, siger skoleinspektøren.

- Nogle forældre kæmper lidt imod. De synes, skolen presser dem på, hvad de skal putte i madpakken, eller de føler sig pressede af de arrangementer, vi har, der opfordrer til sund livsstil, siger hun.

Ifølge skoleinspektør Rachel Rice er det netop en af udfordringerne, fordi de bliver nødt til at skubbe lidt til både forældrene og børnenes vaner, for at se en ændring.