Flere danskere er svært overvægtige: Minister vil have kommuner til at stramme op

Der er for stor forskel på, hvor gode kommunerne er til at forebygge, mener sundhedsministeren.

Knap 17 procent af danskerne er svært overvægtige. (Foto: © CLAUS BECH ANDERSEN, Scanpix)

Et stigende antal danskere er så overvægtige, at de risikerer at udvikle alvorlige følgesygdomme og dø tidligt.

Og det er ikke kun de svært overvægtige selv, som mærker konsekvenserne af de mange ekstra kilo. Den svære overvægt fører også til øgede omkostninger i sundhedssystemet og sygefravær, der hvert år koster det danske samfund milliarder af kroner.

Forebyggelse, forebyggelse, forebyggelse, lyder et af løsningsforslagene fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

- Vi skal tage en lang række initiativer. Og grundlæggende handler det om at gøre op med den sociale ulighed, som vi desværre ser mange steder på sundhedsområdet, siger hun.

Svær overvægt i Danmark

  • Andelen af svært overvægtige danskere er steget fra 13,6 procent i 2010 til 16,8 procent i 2017.

  • Stigningen ses hos mænd såvel som kvinder og i alle aldersgrupper.

  • Stigningen er størst blandt mænd med grundskole som højest gennemførte uddannelsesniveau – og mindst blandt mænd og kvinder med en lang videregående uddannelse.

Den sociale slagside kommer nemlig tydeligt til udtryk, når man ser på statistik om svær overvægt.

Jo lavere uddannelsesniveau du har, des større er sandsynligheden for, at du er svært overvægtig. Og er du uden for arbejdsmarkedet, er der langt større sandsynlighed for svær overvægt, end hvis du er i beskæftigelse.

De misforhold er ministeren ganske opmærksom på, siger hun:

- Ligesom vi har geografisk ulighed i sundhed, har vi også social ulighed i sundhed, og begge dele er noget, vi som regering har fokus på.

Derfor skal der ifølge Ellen Trane Nørby skrues op for forebyggelsesindsatser målrettet de mest udsatte.

Indsatserne skal for eksempel have fokus på at få folk med i idrætsklubber, på kommunale forebyggelseshold eller i andre fællesskaber med motion på dagsordenen.

- Der skal tages en lang række initiativer, for at sikre at vi også når ud til de borgere, der måske ikke er så gode til selv at melde sig og gå i kontakt med sundhedsvæsnet, siger Ellen Trane Nørby.

Kommuner skal stramme op

Arbejdet med at forebygge overvægt er i vid udstrækning forankret i kommunerne.

Og spørger man sundhedsministeren, så er der i dag alt for stor forskel på, hvor gode kommunerne er til at løfte forebyggelsesindsatsen.

- Det betyder, at nogle borgere bor i en kommune, hvor der simpelthen ikke er tilstrækkeligt med tilbud på området, siger Ellen Trane Nørby.

- Ligesom vi har geografisk ulighed i sundhed, har vi også en social ulighed i sundhed, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Hun mener, at mange kommuner skal være bedre til for eksempel at lave sikre cykelstier, så børnene selv kan cykle ned til den lokale fodboldklub eller håndboldhal, og at kommunerne også i højere grad skal samarbejde med det lokale idrætsliv.

Ministeren fortæller, at der i løbet af i år vil blive strammet på kravene til, hvad kommunerne skal kunne løfte på forebyggelsesområdet.

- Det er noget af det, vi følger op på i vores sundhedsudspil om det nære og det sammenhængende sundhedsvæsen, siger hun.

Ellen Trane Nørby ser desuden frem til at høre de anbefalinger om at forbedre danskernes madvaner og generelle sundhed, som et såkaldt advisory board barsler med i forårets løb.

- For det handler netop om at sikre, at vi ser nogle nye muligheder, end vi har gjort i mange år, hvor vi har kunnet se, at det ikke har været tilstrækkeligt.

Alle tal i artiklen er trukket fra Den Nationale Sundhedsprofil