Det er et angreb på hele Frankrig, der er ramt af truslen fra islamistisk terror.
Ordene kommer ud af munden på en berørt men fattet fransk præsident, der endnu engang er nødt til at optræde som samlingspunkt i en krisestund for Frankrig.
På den franske nationaldag, Bastilledagen, pløjede en hvid lastbil igennem menneskemængden ved strandpromenaden i turistbyen. Mindst 80 er dræbt. Endnu en tragedie for det hårdt prøvede land, siger Francois Hollande.
- Frankrig er endnu engang ramt af en tragedie. Jeg vil udtrykke min medfølselse med nationen, siger Francois Hollande på et pressemøde.
Præsidenten har instrueret alle hospitaler i den franske middelhavsregion om at være klar til at tage imod sårede. I morgen vil han selv rejse til Nice sammen med premierminister Manuel Valls.
Samtidig er op mod 10.000 soldater, politifolk og gendarmer klar til at assistere i Nice-regionen, fortæller præsidenten. Og selvom han ikke definitivt lagde sig fast på, at der er tale om islamistisk terrorisme, så gjorde han det klart, at det har ”karakter” heraf. Angrebet efterforskes også som terror af myndighederne.
- Vi er i tårer. Vi lider, men vi vil være stærke. Og altid stærkere end dem, der forsøger at såre os, sagde præsidenten.
Efter planen skulle Frankrig have ophævet den undtagelsestilstand, der har været i kraft siden november, hvor 130 mennesker mistede livet i terrorangreb i Paris.
Den undtagelsestilstand bliver nu forlænget i tre måneder.