Viktor Salquist Stille og hans familie havde netop set fyrværkeri på stranden i Nice, da en hvid lastbil bragede ind i en større menneskemængde på strandpromenaden i byen.
De var på vej tilbage til hotellet, og da de nåede op til promenaden, så hans far og søster en lastbil komme kørende i høj fart.
- Den hamrer ind i menneskene. Lige pludselig lå der 16 til 20 mennesker foran mig på jorden. To meter fra mig lå en kvinde livløs. Alle lå fuldstændig stille og var helt døde i øjnene, siger 19-årige Viktor Salquist Stille over telefon til DR Nyheder.
Han beskriver, hvordan folk gik i panik og flygtede ned til stranden.
- Vi skyndte os at løbe væk. Flere hoppede i vandet. Det var fuldstændig kaos. Der var skud over alt i luften. Jeg tror, det var politiet, der skød, fortæller han.
Familien opholder sig nu sikkert på deres hotel i den franske havneby Nice.
Angrebet fandt sted på Frankrigs nationaldag, Bastille-dagen. Dødstallet stiger fortsat efter angrebet.
Indtil videre er mindst 84 personer døde. Derudover svæver 50 personer mellem liv og død, siger præsident Francois Hollande.