Fransk parlament stemmer for: Nu kan senat godkende undtagelsestilstanden

Afstemningen er en mellemregning, men senatet ventes at godkende forslaget i morgen fredag.

Premierminister Manuel Valls gav en brandtale om nødvendigheden af at forlænge undtagelsestilstanden. (Foto: © Etienne Laurent, Scanpix)

Den franske nationalforsamling har torsdag vedtaget at forslag om at forlænge undtagelsestilstanden med tre måneder efter en brandtale fra premierminister Manuel Valls.

Det skriver flere franske medier såsom Libération.

Premierministeren sagde blandt andet, at der er risiko for, at terrorister fremover vil angribe med kemiske våben. Derfor var der behov for en længere undtagelsestilstand.

- Vi er i krig. Men ikke den slags krig, vi er vant til (...). Det er en krig, hvor fronterne flytter sig konstant, og en der finder vej ind i vores hverdag, sagde Valls ifølge The Guardian.

Vedtagelsen skete med 551 stemmer for og seks imod. Afstemningen er en mellemregning, men senatet ventes at godkende forslaget i morgen fredag.

Straks efter terrorangrebet mod Paris, blev der indført en 12 dages undtagelsestilstand, der gav myndighederne langt flere beføjelser, end de har til hverdag i en retsstat. Og i dagene efter annoncerede præsident Francois Hollande, at han ville anmode parlamentet om at forlænge den med tre måneder.

129 mennesker mistede livet, da radikale islamister fredag aften og natten til lørdag angreb det nationale stadion, Stade France, flere barer og restauranter i centrum af Paris og en koncertsal med 1500 mennesker.

Onsdag blev den formodede bagmand dræbt under en politiaktion i Parisforstaden St. Denis. Der er tale om den 27-årige belgier Abdelhamid Abaaoud.