Der er risiko for, at terrorister fremover vil anvende kemiske våben mod Frankrig.
Det advarer den franske premierminister Manuel Valls om i en tale til parlamentets underhus. Derfor opfordrer han til, at man forlænger undtagelsestilstanden med tre måneder.
- Vi er i krig. Men ikke den slags krig, vi er vant til. Nej, denne er en slags krig - udefra og indefra - hvor terror er det første mål og det første våben (...). Det er en krig, hvor fronterne flytter sig konstant og som finder vej ind i vores hverdag, sagde Valls ifølge The Guardian.
Fokus på unge fra Frankrig
Derudover sagde premierministeren, at man fra nu af vil fokusere mere på unge i Frankrig end dem, der vender hjem fra Syrien.
- Vi vil etablere en ny organisation, der skal modvirke forsøg på at radikalisere unge. Det er absolut nødvendigt, sagde Manuel Valls.
Det er parlamentet, der skal godkende undtagelsestilstanden. Overhuset tager stilling på fredag.