Frankrigs præsident hylder ofre for terrorangreb på Charlie Hebdo

I alt blev 17 personer dræbt i terrorangrebet i Paris for tre år siden.

Til tonerne af den franske nationalmelodi, Marseillaisen, mindedes den franske præsident, Emmanuel Macron og Paris' borgmester, Anne Hidalgo, tidligere i dag de 12 personer, der blev dræbt under angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris for præcis tre år siden.

Ved sin side havde præsidenten sin hustru, Brigitte Macron, ligesom flere ansatte fra Charlie Hebdo, og adskillige ministre alle med holdt et minuts stilhed efter navnene på ofrene blev læst op.

Macron og Anne Hidalgo lagde kranse ved bygningen på rue Nicolas-Appert, hvor to mænd brød ind og skød flere af de journalister og tegnere, der arbejdede på Charlie Hebdo.

Brødre stod bag angrebet

Efter at have hilst på de efterladtes familie fortsatte mindehøjtideligheden til stedet, hvor politimanden Ahmed Merabet blev skudt på klos hold under gerningsmændenes flugt og herefter til det jødiske supermarked, Hyper Cahche, hvor fire mennesker blev dræbt efter angrebet på satiremagasinet.

Over de tre dage angrebene stod på, mistede i alt 17 personer livet. De tre gerningsmænd, både brødrene, der stod bag angrebet på Charlie Hebdo, og manden, der udførte angrebet på Hyper Cache, blev skudt af politiet.

Terrorangrebet mod Charlie Hebdo var det første i en række af angreb i Frankrig, og indtil videre har de kostet op mod 241 personer livet, skriver avisen Ouest France.