Tre er sigtet for at levere våben til terrorangreb på Charlie Hebdo

Tre mænd mistænkes for at levere våben til gerningsmanden bag angrebet på satiremagasinet og et jødisk supermarked i Paris i 2015.

12 personer blev dræbt i terrorangrebene i Paris - de fleste af dem var tegnere eller journalister på satiremagasinet Charlie Hebdo (arkivfoto.) (Foto: © Eric Gaillard, Scanpix)

Tre mænd er blevet sigtet for at have leveret våben til en af de tre jihadister, der angreb satiremagasinet Charlie Hebdo 7. januar 2015 og to dage senere en jødisk kosher-butik i Paris.

Det oplyser en unavngiven kilde i det franske retsvæsen.

Sigtelserne kommer, efter at fransk politi onsdag anholdt ti personer i det østlige Paris i forbindelse med efterforskningen af tidligere angreb i landet.

Syv personer er i forvejen sigtet for deres medvirken i angrebene i januar 2015.

Angriberen af det jødiske supermarked i det østlige Paris var Amedy Coulibaly.

Han blev dræbt af franske sikkerhedsstyrker, efter han havde plantet sprængstoffer i butikken.

To andre angrebsmænd blev senere dræbt, da de gemte sig i et trykkeri.

Kort efter angrebene i Paris i januar 2015 anholdt belgiske myndigheder en person for våbenhandel. Dengang undersøgte myndighederne, om personen havde leveret våben til Coulibaly.

Frankrig har de seneste år oplevet flere angreb, der har kostet adskillige mennesker livet og sat landet i undtagelsestilstand.

Senest skød og dræbte en mand en fransk politibetjent og sårede to af hans kolleger på Paris' berømte boulevard Champs-Élysées.

/ritzau/AFP