Frankrig tager hul på kvote - 1.000 flygtninge på vej fra Tyskland

Busser fragter flygtninge fra Tyskland til Frankrig. DR har besøgt opsamlingscenter.

Tre busser med flygtninge fra Syrien, Irak og Eritrea ankom i går til Frankrig fra Tyskland. (Foto: © PIERRE CONSTANT, Scanpix)

Mens andre medlemslande diskuterer EU-Kommissionens nye udspil om flygtningekvoter, har Frankrig tilsyneladende allerede hul på sin kvote.

Frankrigs præsident, Francois Hollande, lovede tidligere på ugen at tage imod 24.000 flygtninge - oveni de 6.000, landet forpligtede sig til tidligere på sommeren.

I går kom så tre busser fra München i Tyskland til Frankrig med i alt omkring 200 mennesker. Planen er, at cirka 1.000 flygtninge i løbet af denne uge skal flyttes fra Tyskland til Frankrig.

- De franske immigrationsmyndigheder har taget kontakt til de tyske immigrationsmyndigheder for at aflaste Tyskland, fortæller Laurent Segalat fra organisationen Hjemsted & Humanisme til DR.

Samlet i kloster

Organisationen fik så sent som i mandags til opgave at omdanne et kloster i Champagne-sur-Seine, der ligger øst for Paris, til et opsamlingscenter for flygtninge.

Et delvist nedlagt kloster i Champagne-sur-Seine i Frankrig er i al hast blevet omdannet til opsamlingscenter for flygtninge. (Foto: © Bjørn Willum, DR)

Her mødte DR en gruppe mænd fra Irak. Ingen havde planlagt at komme til Frankrig, fortæller de.

- De sagde, jeg kunne komme til Paris og få hurtigt lov til at studere, forklarer den 26-årige advokat Thufigar Haider fra Bagdad.

Besøget i det gamle kloster er dog kun midlertidigt. De franske myndigheder ventes at hastebehandle asylansøgningerne, hvorefter irakere og syrere skal sendes til permanente boliger andre steder i Frankrig.

Funktionærer sendt til Tyskland

DRs journalist i Frankrig, Bjørn Willum, fortæller, at de franske myndigheder tilsyneladende har udvalgt flygtningene efter nationalitet. På den måde har man samlet en gruppe mennesker, som er relativt sikre på at få asyl i Frankrig.

- Frankrig har udsendt nogle funktionærer fra det, der svarer til Udlændingestyrelsen, i første omgang til München. De har nærmest skullet overtale flygtningene til at tage til Frankrig. Flygtningene har stillet mange spørgsmål til funktionærerne, inden de accepterede at komme til Frankrig, siger Bjørn Willum.

Thufigar Haider (tv) er flygtet fra Irak og kom til Frankrig fra Tyskland i går. (Foto: © Bjørn Willum, (c) DR)

Mange af de nyankomne flygtninge i Frankrig siger, at de ikke er blevet registreret i et EU-land endnu.

- De har undgået at lade sig registrere indtil nu. De ved, at der, hvor de bliver registreret formelt, der risikerer de at få deres ansøgning om asyl behandlet og skulle bosætte sig. Bordet fanger, så de overvejer grundigt, fortæller Bjørn Willum.

Mangel på boliger

Han fortæller, at der i Frankrig - som i flere andre EU-lande - hersker en del kaos i myndighedernes håndtering af flygtningestrømmen.

- Det er meningen, at flygtningene skal nogle uger i opsamlingscentrene, mens de bliver registreret og får deres asylansøgning behandlet. Men hvad der skal ske med dem, som alligevel ikke vil søge asyl i Frankrig, virker det ikke som om, at nogen har tænkt over endnu, siger Bjørn Willum:

- Men dem, der ansøger, ventes at få asyl meget hurtigt, måske allerede på en eller to måneder. Derefter skal de fordeles i permanente boliger rundt omkring i Frankrig. Det tyder dog på, at der er mangel på boliger, både på den korte og lange bane.

Fransk statsfjernsyn oplyser, at omkring 200 byer og kommuner har sagt ja til at huse flygtninge. Borgmestrene fra disse byer skal på lørdag mødes med regeringen for at diskutere, hvordan det skal foregå.