Frankrig jagter motivet bag tog-angreb

Mulig gerningsmand har været i søgelyset som islamist hos myndigheder både i Frankrig og Spanien.

Efterforsker undersøger toget for spor ved perronen på stationen i Arras, Frankrig. (Foto: © Philippe Huguen, Scanpix)

Franske efterforskere arbejder på højtryk for at finde frem til motivet bag et skuddrama i et højhastighedstog på vej fra Amsterdam til Paris.

Det fortæller den franske præsident, Fransois Hollande.

- Alt er sat ind for at kaste lys over denne tragedie, og vi skal have alle de nødvendige informationer om, hvad der skete, siger han i en udtalelse fra det franske præsidentpalads, Elysée.

Præsidenten har lørdag eftermiddag takket de tre civile passagerer, som fik overmandet og stoppet en mulig terrorist på toget.

Det er tre amerikanere, hvor de to af dem til daglig er soldater, som formåede at stoppe en yngre mand med marokkanske rødder, inden han ville begå, hvad der kunne være endt som en massakre på passagererne. Hollande siger, at han en af de kommende dage vil tage imod mændene i Paris for at takke dem personligt.

De tre venner fra USA var på rejse gennem Europa, hvorfor det er ren held, at det lige var to personer med militær baggrund, der befandt sig i toget under skudhændelsen.

Hollande er ikke den eneste politiker, som hylder de amerikanske helte. Således har både USA's præsident, Barack Obama, og Storbritanniens premierminister, David Cameron, udtryk deres taknemmelig hed og rost deres utrolige gerning.

Frankrigs indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, siger, 'at uden deres mod, havde vi stået over for en forfærdelig tragedie'.

Hørte mistænkt lade riffel

Dramaet i togvognen begyndte ved, at to af amerikanerne, Spencer Stone og Alek Skarlatos, hørte den mistænkte tilsyneladende lade sin Kalashnikov-riffel på toilettet, hvorefter de besluttede sig for at springe på ham, når han åbnede toiletdøren.

Deres militære baggrund fik dem til at handle lynhurtigt, og det lykkedes dem at tage riffelen fra ham, hvorefter de fik hjælp fra en tredje ven, Anthony Sadler, til at banke gerningsmanden og binde hans hænder fast. Også en britisk statsborger hjalp de tre amerikanere med at pacificere den mistænkte.

Den mistænkte havde også medbragt en kniv og en mindre pistol på toget.

- Spencer løber ned ad gangen og tackler manden. Alek vrider geværet væk fra ham, men den bevæbnede mand hiver en kniv frem og skærer Spencer et par gange. Herefter slår vi ham alle tre, indtil han er bevidstløs, har Anthony Sadler tidligere i dag fortalt.

Spencer Stone blev ramt af knivstik under slåskampen og er nu indlagt, og en helt anden passager blev såret, da den mistænkte gerningsmand affyrrede skud med sin pistol. En tredje passagerer er ifølge den franske præsidents kontor også såret.

Amerikanerne Anthony Sadler, Alek Skarlatos briten Chris Norman holdt et mindre pressemøde om, hvordan de overmandede den mistænkte i toget. De er alle blevet hædret med en medalje for deres indsats. (Foto: © -, Scanpix)

Kan have rejst i Syrien

Toget blev efter episoden omdirigeret til den franske by Arras, hvor attentatmanden blev anholdt.

Indenrigsminister Bernard Cazeneuve har lørdag oplyst, at manden med marokanske aner tidligere har været i både de spanske og franske efterretningsmyndigheders søgelys, fordi han var under mistanke for at have radikale islamistiske synspunkter.

Manden boede ifølge AP i Spanien indtil 2014, hvorefter han flyttede til Frankrig. Flere medier skriver, at manden muligvis for nylig har været i Syrien, men denne oplysning er ikke bekræftet fra officiel hold, ligesom det ikke er kendt, hvad manden i så fald har foretaget sig i det borgerkrigsramte land.

- Hvis den påståede identitet bliver bekræftet, så er han en 26-årig marokaner, der i februar 2014 blev identificeret af det spanske og franske efterretningsvæsen på grund af hans tilknytning til en radikal, islamistisk bevægelse, siger den franske indenrigsminister ifølge The Guardian.

Men indenrigsministeren understreger, at mandens identitet endnu ikke er 100 procent fastslået.

Også belgiske efterforskere bistår efterforskningsarbejdet ledet af franskmændene, fordi manden angiveligt steg på toget i Bruxelles.