Frankrig vil have de andre EU-lande til at være med til at bekæmpe kodede chat tjenester og apps, som radikaliserede unge bruger til at koordinere terror.
Sådan lyder det i det forslag, præsident Hollande har med i tasken til de øvrige EU-ledere, når de i dag mødes til topmøde i Bratislava. For terror og radikalisering er et af de store problemer, EU står over for.
Frankrig er i højeste alarmberedskab, efter at flere terrorangreb er blevet afværget i løbet af de sidste otte dage, og i alt tre mindreårige er anholdt. Senest blev en 15-årig dreng anholdt i 20. arrondissement i Paris, mistænkt for at ville anskaffe sig et skydevåben for at begå et terrorangreb.
Mindreårige rekrutteres over internettet
Ifølge franske terroreksperter er terrorgruppen IS’ vigtigste redskab blevet netop mindreårige, som er skrøbelige og nemme at rekruttere.
I alt 35 mindreårige har været tilbageholdt af fransk politi, mistænkt for at ville begå terrorangreb. Mange af dem er rekrutteret over app’en Telegram, der har 100 millioner brugere. App’en er krypteret, og beskeder, der bliver udvekslet via tjenesten, kan kun læses af afsender og modtager.
Derfor vil Frankrig nu bekæmpe rekruttering over internettet mere effektivt. Præsident Francois Hollande mener, at en fælles bekæmpelse i EU, er bydende nødvendig.
Blandt andet ønsker Frankrig at ændre status på krypterede tjenester som for eksempel Telegram, så det bliver muligt for efterretningstjenesterne at læse beskederne, ligesom det er muligt at aflytte telefoner.
Terrorangreb styret via Telegram
- •
Fælles for de tre mindreårige, der netop nu sidder anholdt i Frankrig, er den 29-årige franske jihadist Rachid Kassim.
- •
Rachid Kassim, befinder sig i grænseområdet mellem Syrien og Irak, har via Telegram styret flere terrorangreb i Frankrig, både gennemførte og afværgede angreb.
- •
Rachid Kassim menes at have bestilt dobbeltdrabet på to politifolk i Magnanville, og han havde kontakt til mindst én af de to terrorister, som skar halsen over på den katolske præst, Jacques Hamel, i kirken i Saint-Etienne-du Rouvray i det nordlige Frankrig.
- •
Den 29-årige jihadist har også været i kontakt med mindst en af de tre kvinder, der forsøgte at sætte ild til en bil med seks gasflasker, nær Notre Dame kirken midt i Paris for to uger siden.
- •
Desuden har Rachid Kassim over Telegram anprist terrorangrebet 14. juli i Nice, hvor 86 mennesker blev kørt ihjel.