Fra Putins kok til brutal hærleder - Wagner-chef Prigozjin viser tænder mod Rusland

Jevgenij Prigozjin er blevet én af Ruslands mest magtfulde mænd. Nu bruger han sin lejehær i forsøg på at få Ruslands militærledere afsat.

Her ses Prigozjin (til venstre) og Putin på førstnævntes restaurant i november 2011. (AP Photo/Misha Japaridze, Pool, File) (Foto: © Misha Japaridze, Ritzau Scanpix)

Tidligere holdt rigmanden Jevgenij Prigozjin til i de øverste luftlag i storbyerne Sankt Petersborg og Moskva.

Nu har lederen og stifteren af Wagner-gruppen trukket sin lejehær ind over grænsen fra Ukraine til Rusland, angiveligt for at fjerne militærledelsen i det land, hvor han i mange år har været en del af præsidentens inderkreds.

Det sker efter beskyldninger om, at Rusland har angrebet Wagner-gruppen i Ukraine og dræbt flere soldater. Konflikten har ulmet de sidste mange måneder, og Prigozjin har løbende optrappet retorikken.

Den 62-årige oligark lægger nemlig ikke fingre imellem, når han er utilfreds. På slagmarken har man adskillige gange kunnet se Prigozjin i camuflagetøj rette kritik mod det russiske forsvar.

Når man læser om konflikten mellem Moskva og Wagner-chefen, kan det være svært at forestille sig, at han tidligere var en af præsident Putins nærmeste allierede.

Putins kriminelle kok

Jevgenij Prigozjin er for omverden nok mest kendt for sin lejehær. Men det hele startede et andet sted.

Prigozjin blev født i Leningrad, det nuværende Sankt Petersborg, i 1961 - samme hjemby som Putin. Som bare 18-årig blev han idømt 13 års fængsel for svindel og en række voldsomme gaderøverier.

I 1990, efter knap et årti bag tremmer, begyndte Prigozjin at sælge hotdogs i hjembyen. Den afslappede spise blev senere byttet ud med haute cuisine, og han åbnede nogle af Sankt Petersborgs første fine restauranter.

Det gik ikke ubemærket hen hos præsident Putin, der var en af gæsterne på en af restauranterne, New Island.

Putin besøger Prigozjins frokostfabrik uden for Sankt Petersborg i 2010. (Foto: © ALEXEY DRUZHININ, Ritzau Scanpix)

Herfra startede forholdet mellem de to. For maden smigrede Putin, der også havde Prigozjins cateringfirma, Concord, som et af sine foretrukne, når der skulle serveres mad til prominente folk i Kreml. Deraf kom navnet "Putins kok".

Med nye kontakter i bogen kunne Prigozjin begynde at levere mad til offentlige russiske institutioner som politistyrker, hopsitaler, skoler og det russiske forsvar.

Wagnergruppen startede med Krim-annektering

Cateringfirmaerne var Prigozjin store indtægtskilde, men på sidelinjen begyndte en anden beskæftigelse, da han blev involveret i forsvaret.

Først under Ruslands annektering af Krim begyndte der dog at være sikre tegn på, at Prigozjin var mere end bare en driftig restauratør.

Han får sin magt gennem det hemmelige militærfirma PMC (Private Military Company) Wagner, som den entreprenante oligark er med til at starte i 2014.

Wagner fik eftersigende sit navn efter gruppens kommandør Dmitrij Utkin, der gik under navnet "Wagner". Utkin var umiddelbart fascineret af den tyske komponist Richard Wagner og Det Tredje Rige i Tyskland.

Selvom Prigozjin rolle var velkendt, har han indtil september sidste år afvist sin forbindelse til gruppen.

Medier, der skrev om hans tilknytning, blev sagsøgt, indtil en dag i september, hvor Wagner-lederen dukkede op i en russisk fængselsgård for at hverve "kriminelle talenter, der kan dræbe fjenden".

- Jeg repræsenterer et privat militærfirma. I må have hørt om Wagner?, spørger han de indsatte, der står i en stor rundkreds omkring ham.

Afrikansk guld finansierer krig

Lejehæren er mest kendt for sin aktivitet i Ukraine, men den har også været involveret i konflikter i resten af verden.

Wagner-hæren har blandt andet optrådt i borgerkrigen i Syrien, i Libyen, Sudan, Mali og Den Centralafrikanske Republik.

Hæren har ligeledes været til stedet i Mozambique og Den Centralafrikanske Republik.

Derudover bliver gruppen anklaget for at tage kontrol med afrikanske guld- og diamantminer, der er med til at finansiere gruppens kriminelle aktiviteter – blandt andet i Ukraine.

Åbenlys brutalitet

De brutale lejesoldater er anklaget for at begå massehenrettelser, tortur og voldtægt. Og den lægger ikke skjul på sin ekstreme brutalitet.

Wagner-leder Prigozjin har, siden han vedkendte sig at stå bag Wagner, ikke nedtonenet gruppens brutale gerninger. (Foto: © SERGEI ILNITSKY, Ritzau Scanpix)

Flere henrettelsesvideoer er blevet delt. I november sidste år kom en video frem, hvor man ser en Wagner-soldat, der havde overgivet sig til ukrainerne, blive straffet med døden.

Man ser den 55-årige soldat blive slået gentagne gange i hovedet med en forhammer, mens det er tapet fast til en murbrok.

En henrettelse, som bliver hyldet af Prigozjin selv.

- Jeg synes, at filmen burde hedde 'En hund fortjener at dø som en hund'. Glimrende kameraarbejde, sagde han dengang.

Kapper langsomt båndet til Ruslands top

Da krigen brød ud i Ukraine, gik der ikke lang tid, før Wagner-gruppens soldater blev sat ind i kampen, skulder med skulder med de russiske soldater.

Og det er ikke sket uden problemer. For ifølge Wagner-lederen har Rusland undertrykt lejehæren, der ifølge ham har stået uden ordentlig ammunition og sat ind som føde til i "kødhakkeren", som han har kaldt kampene i Bakhmut.

- Der foregår en direkte modarbejdelse, som ikke kan anses som andet end et forsøg på at ødelægge Wagner. Det kan sidestilles med forræderi, sagde Prigozjin tidligere på året.

Putin har i dag kaldt Wagners indtog for "en kniv i ryggen" og forræderi. (Foto: © handout, Ritzau Scanpix)

I aftes blev beskyldningerne endnu grovere. Hærlederen beskylder den russiske militærledelse for at have beordret angreb på Wagner-soldater.

Flere er sågar blevet dræbt, lyder det, der er blevet brugt som begrundelsen for, at hæren er gået ind i Rusland.

- Dette er ikke et militærkup, det er en march for retfærdighed, siger han.

Historien er dog en anden ifølge Rusland, der ankalger Jevgenij Prigozjin for "en opfordring til væbnet oprør" og "en kniv i ryggen på russiske soldater".

Hvordan de dramatiske begivenheder udspiller sig, kan du følge med i på DR's liveblog her:

Se desuden Horisonts afsnit om lejehæren her:

Kilder: DR, Ritzau, The Guardian og BBC.