Forsvunden regeringschef vil vende hjem til Libanon

Saad al-Hariri siger, at han vender hjem fra Saudi-Arabien inden for to dage.

Der har været stor mystik omkring Libanons premierminister Saad al-Hariri, der forrige lørdag meddelte sin afgang fra Saudi-Arabien. (Foto: © MOHAMED AZAKIR, Scanpix)

Saad al-Hariri, Libanons afgåede premierminister, fortæller fra Saudi-Arabien, at han vender hjem i løbet af to dage.

Det skriver han ifølge Reuters på Twitter, hvor han fortæller, at han har det fint.

Til den saudiske tv-station Al Arabiya sige han, at han står ved den begrundelse, han gav for at træde tilbage som premierminister.

Hariri har overrasket både tilhængere og modstandere hjemme i Libanon ved i starten af måneden at melde sin afgang som premierminister. Endnu mere overraskende var det, at han afleverede beskeden fra Saudi-Arabien.

Her sagde han, at han frygtede for sin egen sikkerhed hjemme i Libanon.

Men mange i Libanon har mistanke om, at Saudi-Arabien har tilbageholdt ham, så han kunne tjene saudiernes politiske dagsorden.

/ritzau/