Forsker: Presset Erdogan truer EU for at vinde nationalisterne

Tyrkiet vil gå alle aftaler med EU efter i sømmene efter folkeafstemningen, siger præsidenten.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, talte i dag i Ankara. Samtidig truer han EU. (Foto: © ADEM ALTAN, Scanpix)

Flygtningeaftalen samt alle politiske og administrative bånd til EU vil blive målt og vejet, efter Tyrkiet har stemt om en forfatningsændring den 16. april.

Det siger landets præsident Recep Tayyip Erdogan ifølge Reuters i et interview med CNN Turk. Truslen mod EU tjener et helt klart formål, vurderer Cecilie Banke, som er seniorforsker ved DIIS,

- Han siger det for at høste stemmer blandt dem, som hele tiden har været skeptiske over for EU – nationalisterne. Udtalelsen er et udtryk for, at han er presset, siger hun til DR Nyheder.

Cecilie Banke tilføjer, at udtalelsen er rettet mod Erdogans hjemlige vælgerskare, og at man ikke skal tage fejl af, at han er en mand, der ikke er bange for at tale med store bogstaver.

Om der vil være hold i Erdogans trusler mod EU eller ej, er ifølge Cecilie Banke for tidligt at sige noget om. Én ting er dog sikkert:

- Der kommer en form for revision mellem Tyrkiet og EU efter valget. Hvad enten det bliver et Tyrkiet, som vender ryggen til EU eller et Tyrkiet, som blive mere moderat, siger hun.

Tyrkiet skal 16. april til folkeafstemning om en forfatningsreform i Tyrkiet. Hvis det bliver et ja, vil Erdogan få mere magt, og han kan ligeledes få mulighed for at blive siddende som præsident til 2029.

Men ifølge Cecilie Banke ser man lige nu et meget polariseret Tyrkiet og dermed en presset præsident.

- Hvis han taber valget, står vi med en helt ny situation. Så vil han være klædt af på scenen. Det vil være et enormt prestigetab, hvis han taber, siger hun.