Den tyrkiske præsident Tayyip Erdogan har i dag udtalt, at europæere ikke vil kunne gå sikkert rundt i offentligheden, hvis de ikke ændrer deres nuværende attitude.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Hvis Europa fortsætter på denne måde, vil ingen europæer noget sted i verden kunne gå sikkert på gaderne. Vi, tyrkere, beder Europa om at respektere menneskerettigheder og demokrati, har præsidenten sagt til en begivenhed for lokale journalister i Ankara i dag.
Det er ikke første gang, at den tyrkiske præsident kommer med opsigtsvækkende udtalelser.
Naziefterkommere og fascister
Erdogan er tidligere i år kommet i konflikt med både Holland og Tyskland, efter han har kaldt hollændere for naziefterkommere og fascister. 5. marts sagde han i en tale i Istanbul foran tusindvis af tilhængere, at tyskernes adfærd i dag ikke adskiller sig fra nazisternes i sin tid.
Den tyske præsident Frank-Walter Steinmeier opfordrer nu Erdogan til at stoppe sine nazi-sammenligninger og til at respektere loven og pressefriheden. Ifølge Reuters advarer han mod at sætte alt på spil, som Tyrkiet har opbygget.
- Måden, hvorpå vi kigger på Tyrkiet, er karakteriseret af frygt for, at alt, der er opbygget gennem de sidste år og årtier vil kollapse, siger Steinmeier.