Forfærdet Scholz efter angreb: 'Der er ikke noget mere fredeligt og muntert sted end et julemarked'

Tysklands kansler har talt til Tyskland og resten af verden fra den tyske by Magdeburg.

Olaf Scholz talte tidligere på dagen til både tyske og udenlandske medier.

Fem er døde og over 200 mennesker er sårede efter angrebet på et julemarked i Magdeburg i går.

Sådan lyder de opjusterede dødstal fra ministerpræsidenten i Sachsen-Anhalt, Reiner Haseloff, der tidligere på dagen talte til journalisterne i lige præcis Magdeburg.

Ved sin side havde han en berørt forbundskansler i Tyskland, Olaf Scholz.

Bag havet af mikrofoner fra både tyske og udenlandske medier kaldte forbundskansleren angrebet for "en rædselsfuld forbrydelse". Og samtidig varslede han, at vi kun har set toppen af isbjerget på angrebet.

- Næsten 40 er så hårdt sårede, at vi skal være meget bekymrede for dem, lød det fra Olaf Scholz.

- Der er ikke noget mere fredeligt og muntert sted end et julemarked (…). Hvor er det en forfærdelig handling at dræbe så mange mennesker med så stor brutalitet sådan et sted, lød det fra Olaf Scholz.

Han roste de redningsfolk, der havde assisteret under gårsdagens angreb, men gjorde det samtidig klart, at de kan komme til at døje med minderne længe efter.

Den tyske indenrigsminister, Nancy Faeser, har ifølge Reuters udtalt, at den formodede gerningsmand er islamofob.

Få seneste nyt i vores liveblog: