Efter en bil fredag aften kørte ind i en større menneskemængde på et julemarked i den tyske by Magdeburg, er der lørdag stadig masser af politi på stedet.
Herunder samler vi op på, hvad vi indtil videre ved, og hvad vi stadig mangler svar på.
Det ved vi
Der kommer løbende nye oplysninger ud, men dette er, hvad vi ved i skrivende stund:
- •
Kort efter klokken 19 fredag aften kørte en mand ind i besøgende på et julemarked i den tyske by Magdeburg.
- •
Ifølge Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, har fem personer mistet livet. Det er siden kommet frem, at der er tale om fire voksne og et barn på ni år.
- •
Det samlede antal sårede er 205 personer. Lørdag er antallet blevet opjusteret til at omfatte 40 meget hårdt sårede, 90 hårdt sårede og mere end 80 let sårede.
- •
Olaf Scholz siger også, at "40 er så alvorligt såret, at vi skal være meget bekymrede for dem".
- •
Ministerpræsidenten i delstaten Sachsen-Anhalt, Reiner Haseloff, vil ikke udelukke yderligere dødsfald på grund af de alvorligt tilskadekomne.
- •
Den mistænkte chauffør er anholdt, og det er politiets overbevisning, at han handlede alene.
- •
Den mistænkte blev lørdag aften varetægtsfængslet. Ifølge politiet i Magdeburg beordrede dommeren varetægtsfængslingen for fem tilfælde af mord, flere drabsforsøg og flere tilfælde af grov legemsbeskadigelse.
- •
Hændelsen betragtes som et bevidst angreb, siger den tyske forbundskansler, Olaf Scholz på et pressemøde lørdag.
- •
Den mistænkte kommer fra Saudi-Arabien, men har permanent opholdstilladelse i Tyskland, hvor han skulle være kommet til i 2006.
- •
Den mistænktes utilfredshed med behandlingen af saudiske asylansøgere i Tyskland kan være en faktor, oplyser de tyske myndigheder lørdag eftermiddag.
- •
Det tyske medie Bild har citeret politiet for at sige, at bilen kørte mindst 400 meter ned gennem julemarkedet, inden den blev stoppet.
- •
Der var sikkerhedsforanstaltninger på stedet. Gerningsmanden benyttede sig af en bestemt gade, hvor der var etableret en "sikkerhedskorridor" tiltænkt ambulancer.
- •
Hændelsen i Magdeburg har blandt andet betydet, at man for en sikkerheds skyld også har ryddet et julemarked i byen Erfurt.
- •
Lørdag afholdes en fælles mindegudstjeneste i Magdeburg Domkirke.
Det ved vi ikke
Der er desuden stadig en række forhold, som vi ikke kender til:
- •
Det vides på nuværende tidspunkt ikke, hvad motivet for angrebet skulle være.
- •
Politi og myndigheder har endnu ikke sat ord på, om der er tale om et terrorangreb.
De har reageret
Der er allerede mange, der har reageret på, hvad der er sket på julemarkedet. Blandt andet har flere statsoverhoveder sendt deres støtte til det tyske folk.
- •
Den tyske kansler, Olaf Scholz, skriver på det sociale medie X, at "vi står ved befolkningen i Magdeburgs side". I opslaget sender han sine tanker til ofrene og deres pårørende. Forbundskansleren rejser desuden, ifølge Reiner Haseloff, til Magdeburg i dag, lørdag for at "vurdere situationen, sørge med os og diskutere de foranstaltninger, der er nødvendige" lyder det ifølge MDR fra ministerpræsidenten i Sachsen-Anhalt. Kansleren og ministerpræsidenten holdt et fælles pressemøde lørdag, hvor de besøgte det nu afspærrede julemarked.
- •
Statsminister Mette Frederiksen (S) sender i et opslag på det sociale medie X sine kondolencer til ofrene og deres kære. I opslaget skriver statsministeren, at "Danmark står i solidaritet med det tyske folk".
- •
Også den franske præsident, Emanuel Macron, har reageret i et opslag på samme sociale medie. Her skriver han, at han er "dybt chokeret over den rædsel, der ramte Magdeburgs julemarked i aften i Tyskland". Macron skriver desuden, at Frankrig deler det tyske folks smerte og udtrykker sin fulde solidaritet.