Foreløbigt valgresultat i Tyrkiet: Erdogan styrer mod ny sejr

Ifølge en talsmand for regeringen har præsident Erdogan genvundet magten. Det afviser det største oppositionsparti.

Tyrkiets nuværende præsident, Recep Erdogan, stemte tidligere i dag. (Foto: © Bulent Kilic, Scanpix)

95,1 procent af stemmerne er nu blevet talt op efter dagens præsidentvalg i Tyrkiet, og ifølge den foreløbige optælling står landets nuværende præsident, Recep Erdogan, til at genvinde posten med 52,8 procent af stemmerne.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters på baggrund af tal fra tyrkisk stats-tv.

Recep Erdogans nærmeste rival, Muharrem Ince fra Det Republikanske Parti, CHP, står til at få 29,9 procent af stemmerne.

For at vinde præsidentvalget i første runde skal man have fået mere end 50 procent af stemmerne. Ellers går de to, som har fået flest stemmer, videre til anden runde, som i givet fald bliver 8. juli.

Som det ser ud nu, slipper Recep Erdogan for en ny valgkamp, og en talsmand for den tyrkiske regering har meddelt på baggrund at et uofficielt resultat, at præsident Erdogan har genvundet magten.

Men ifølge en talsmand for oppositionspartiet CHP vil der på baggrund af deres datamateriale komme en anden valgrunde til præsidentposten, skriver Reuters.

Prokurdisk parti på vej mod parlamentet

Ved dagens valg har tyrkerne også taget stilling til, hvem der skal repræsentere dem i landets parlament.

Og her viser den foreløbige optælling på baggrund af 95,2 procent af stemmerne, at Recep Erdogans parti, AKP, har fået 42,68 procent af stemmerne, hvilket betyder, at han mister sit flertal. Men støttepartiet MHP står dog til at få 11,28 procent af stemmerne, hvilket kan sikre Recep Erdogan et flertal.

Oppositionspartiet CHP står derimod kun til at få 22,55 procent af stemmerne.

Derudover viser den foreløbige optælling også, at det prokurdiske parti HDP har fået 10,94 procent af stemmerne. Det er nok til at nå over spærregrænsen, der ligger på 10 procent.

Resultaterne kan dog stadig nå at ændre sig, da de store, afgørende distrikter i byerne først bliver talt op til sidst. Og ifølge telegrambureauet NTB anklager oppositionspartiet CHP de statslige medier for at manipulere med de foreløbige valgresultater.

Højere valgdeltagelse

Dagens valg har været ventet med spænding, da det er det første, efter at et flertal af tyrkerne sidste år stemte ja til at ændre landets forfatning.

Forfatningsændringen betyder, at landets næste præsident vil få mere magt og flere beføjelser end tidligere.

Præsidenten kan blandt andet udpege ministre og indføre undtagelsestilstand, uden at spørge parlamentet om lov.

Valgdeltagelsen ligger på 87 procent, hvilket er højere end ved det seneste valg i 2015. Her lå den på 85,18 procent.

Tyrkiets nuværende præsident (Foto: © DR Nyheder, DR Nyheder)