'Første skridt' væk fra truende handelskrig taget: Nu skal Kina forhandle med EU

Den varslede told mod kinesiske elbiler skal nu diskuteres med Kina på den ene side og EU på den anden siden af forhandlingsbordet.

El-biler som denne af kinesiske Byd har været i centrum for kontroverser mellem Bruxelles og Beijing, der kan ende i en handelskrig. (Foto: © Tingshu Wang/Reuters/Ritzau Scanpix)

Kina og EU gør tilsyneladende et forsøg på at afværge en truende handelskrig.

Fredag raslede Kina med sablen og advarede om, at netop en "handelskrig" kunne blive konsekvensen af, at EU-Kommissionen vil gøre det sværere for Kina at eksportere sine biler til Europa med øgede toldsatser.

Men nu er Kina og EU blevet enige om at indlede forhandlinger på området, skriver nyhedsbureauet Reuters med henvisning til udmeldinger fra Kinas handelsministerium og Tysklands økonomiminister.

Robert Habeck er på besøg i Kina, hvor han blandt andet har sagt, at EU's dør er åben for diskussioner om EU-told på kinesisk eksport. (Foto: © SEBASTIAN GOLLNOW, Sebastian Gollnow/picture-alliance/dpa/AP Images)

- Dette er nyt og overraskende, fordi det de seneste par uger ikke har været muligt at indgå i forhandlinger, lyder det fra Tysklands økonomiminister, Robert Habeck, der er på besøg i Kina.

Det er ifølge Reuters det første besøg fra en højtstående minister i EU, siden Bruxelles har foreslået straftolden som et led i at bekæmpe, hvad EU anser for overdrevne statstilskud til de kinesiske virksomheder.

I Bruxelles mener man nemlig, at de på den måde snyder på konkurrencevægtskålen.

Straftolden kommer oveni eksisterende told på ti procent for alle bilproducenter uden for EU.

Nogle kinesiske elbiler kan slippe med en ekstratold på 17,4 procent, mens andre må punge ud med hele 38,1 procent.

Der er variationer i tolden fra producent til producent og en bilproducent som Byd (til venstre) lader til at slippe med 17,4 procent, mens SAIC (til højre) må punge ud med hele 38,1 procent, skriver Reuters. SAIC står bag en række bilmærker, herunder MG. (Foto: © (Cyril Zingaro/AP/Ritzau Scanpix og Imago/Ritzau Scanpix))

Mener ikke, der er tale om straftold

Den tyske minister har tidligere i dag slået fast, at han er åben for at diksutere EU-told på kinesisk eksport og kalder udsigten til forhandlinger for et "første skridt" af mange for at nå i mål.

Han siger desuden, at han er tilhænger af åbne markeder, men han mener ikke, at Kina spiller fair.

Statsstøtte, der har til formål at øge virksomhedernes eksportfordele, kan ikke accepteres, siger ministeren.

Derfor vil han heller ikke tale om en straf fra EU's side, men glatter i stedet ud og siger, at EU blot vil kompensere for de fordele, som Kina giver.

Men Kina er lodret uenig i, at der skulle være et problem.

Zheng Shanjie, der er formand for Den Nationale Udviklings- og Reform Kommission i Kina, har afvist beskyldninger om, at urimelig statstilskud skulle være årsag til industriens vækst.

- Det er resultatet af konkurrence, ikke statstilskud, og slet ikke unfair konkurrence, sagde han under dagens møde med den tyske handelsminister.

Robert Habeck (i midten til venstre) til møde i Beijing. Modsat ham sidder blandt andre Wang Wentao, Kinas handelsminister. (Foto: © SEBASTIAN GOLLNOW, Sebastian Gollnow/picture-alliance/dpa/AP Images)

Kina står samtidig fast på, at en straftold vil skade begge sider, og slår desuden ring om landets virksomheder.

- Vi vil gøre alt for at beskytte kinesiske virksomheder, slog Zheng Shanjie fast.

Den tyske bilindustris ledere har tidligere være imod at straffe Kina, selv om det skulle vise sig, at der er tale om unfair konkurrence. Forklaringen var i den forbindelse, at de tyske virksomheder også frygter udsigten til en handelskrig.

Den kan potentielt afskære dem fra deres kinesiske leverandører af for eksempel litium og batterier til produktion af elbiler. Samtidig er de ikke interesserede i at blive afskåret det store kinesiske marked.

Herhjemme har fødevareindustrien fået nervøse rynker i panden. Læs meget mere om det i artiklen her: