FN: Titusinder af bortførte i Mosul skal bruges som menneskelige skjolde

IS har bortført flere tusinde mennesker i og omkring Mosul, oplyser FN.

En irakisk mand vifter med et hvidt flag i nærheden af den irakiske by Mosul. Alle civile opfordres til at holde sig inden døre og holde lav profil, mens Operation Fatah står på. (Foto: © AHMAD AL-RUBAYE, Scanpix)

Islamisk Stat har ifølge FN's menneskerettighedskontor bortført titusinder fra området i og omkring den irakiske by Mosul for at bruge dem som menneskelige skjolde, skriver Reuters.

FN siger samtidig, at militante sunni-islamister fra IS dræbte mindst 232 mennesker i Mosul onsdag - deriblandt 190 tidligere irakiske soldater og 40 civile, som nægtede at adlyde deres ordrer.

Oplysningerne kommer fra FN's talskvinde for menneskerettigheder, Ravina Shamdasani.

- Mange af dem, som nægtede at adlyde ordrer, blev skudt og dræbt på stedet, siger hun og tilføjer, at de rapporter, som er indkommet til FN, er ufuldstændige.

Der menes fortsat at være omkring en million civile indbyggere tilbage i Mosul.

Koalitionen har bedt dem holde sig inden døre og holde lav profil, mens Operation Fatah står på. Det er navnet på den irakisk-ledede operation for at tilbageerobre Mosul fra Islamisk Stat, der indtog den for over to år siden.

/ritzau/Reuters