FN: Sikkerhedsråd holder hastemøde om vold i Israel

Ved et hasteindkaldt møde skal FN's Sikkerhedsråd i dag diskutere den eskalerende situation i Israel.

Siden starten af oktober har syv israelere og 32 palæstinensere mistet livet i den tiltagende vold i Israel. (Foto: © MOHAMAD TOROKMAN, Scanpix)

De blodige og eskalerende uroligheder i Israel mellem palæstinensere og israelsk militær er på dagsordenen, når FN's Sikkerhedsråd holder hastemøde.

På mødet i eftermiddag skal en mulig løsning på volden diskuteres, skriver franske AFP, der citerer unavngivne diplomater for oplysningen.

Det er angiveligt det jordanske medlem af FN's Sikkerhedsråd, der har taget initiativ til mødet efter et møde mellem flere arabiske ambassadører. De er alle bekymrede over den eskalerende situation.

Syv israelere og 32 palæstinensere har mistet livet, siden konflikten mellem de to grupper for alvor blussede op i begyndelsen af oktober. Langt flere er såret.

I de blodige episoder har palæstinensere angrebet israelere med kniv, skruetrækkere eller skydevåben, og israelere har svaret igen med skud.

USA's udenrigsminister, John Kerry planlægger et mødet til området for at mane til ro.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har opfordret den palæstinensiske leder, præsident Mahmoud Abbas, om at mødes, men det har Abbas ifølge Netanyahu afvist.

/ritzau/

  • 30. september sagde den palæstinensiske leder, præsident Mahmoud Abbas, til FN, at palæstinenserne trækker sig fra Oslo-aftalen

  • Dermed er palæstinenserne ikke længere er bundet af aftaler med Israel

  • Årsagen er, at Israel ikke vil indgå aftaler om at rømme besatte områder