Det kan godt være, at der har været relativt roligt i Jerusalem i dag.
Men de seneste dages dødelige sammenstød mellem israelere og palæstinensere kan i den grad mærkes, når man bevæger sig rundt i den israelske hovedstad.
Det fortæller DR’s Mellemøstkorrespondent, Michael S. Lund, der befinder sig i byen.
- Situationen er anspændt, selvom der ikke har været nogen angreb i dag. Israel mener, urolighederne er palæstinensernes skyld, og israelerne frygter flere angreb, siger han.
- Palæstinenserne beskylder omvendt israelerne for urolighederne. De føler, konflikten er ved at eskalere, og at der bliver slået ekstra hårdt ned på dem. Så der er langt mellem parterne, siger Michael S. Lund.
Kniv- og skudangrebene har stået på i flere uger, og den israelske regering har taget flere tiltag, der skal prøve at dæmme op for angrebene.
- Jeg var ude i et af de palæstinensiske områder i Jerusalem i dag, og der stod israelsk politi og militær nærmest i en ring omkring bydelen for at kontrollere alle, der kommer ud, siger Michael S. Lund.
Samtidig har regeringen varslet hårdere straffe mod palæstinensere, der angriber israelere.
- Men så længe, ingen prøver at få gang i fredsprocessen, der lige nu ligger død, vil vi fortsat se vrede, unge palæstinensiske mænd, der prøver at lave angreb, siger han.