Flere kvinder beskylder Trump for sexchikane: Vi vil have en undersøgelse

Tre kvinder kræver, at den amerikanske Kongres undersøger Donald Trump for seksuelle overgreb.

Rachel Crooks, Jessica Leeds og Samantha Holvey er tre af 16 kvinder, der anklager Donald Trump for sexchikane. (Foto: © Andrew Kelly, Scanpix)

Det er på tide, at USA's præsident Donald Trump undersøges for de mange anklager om seksuelle overgreb.

Sådan lyder det fra tre kvinder på et pressemøde i New York i dag. De beskylder ham alle for at have begået overgreb på dem.

Ifølge de tre kvinder, Jessica Leeds, Samantha Holvey og Rachel Crooks, har han befamlet, chikaneret, ydmyget og kysset dem mod deres vilje.

- Normalt ville en person med et sådant generalieblad ende på de politiske ambitioners kirkegård. Men her står vi altså alligevel med manden som præsident, sagde Rachel Crooks på pressemødet.

På pressemødet beskrev de alle i detaljer, hvad de anklager ham for.

USA's præsident har foreløbig ikke kommenteret på kvindernes anklager, men fra Det Hvide Hus lyder det, at kvindernes anklager er "falske".

16 kvinder anklager Trump for overgreb

Pressemødet blev afholdt af filmselskabet "Brave New Films", som for en måned siden offentliggjorde dokumentaren "16 Kvinder og Donald Trump".

I dokumentaren medvirker 16 kvinder, der de sidste to år har beskyldt Donald Trump for sexchikane. Jessica Leeds, Samantha Holvey og Rachel Crooks gik hver for sig ud i offentligheden med deres beskyldninger en måned inden det amerikanske præsidentvalg sidste år.

- Ingen af os vil have den her opmærksomhed. Ingen af os synes, det er rart. Hvis vi havde haft det godt med at være stjerner, havde vi nok gjort noget andet med vores liv. Men det her er vigtigt, så når folk spørger, siger vi vores mening, sagde Jessica Leeds på pressemødet.

Flere Kongres-medlemmer anklaget for sexchikane

Kvinderne håber, at den amerikanske Kongres vil indlede en undersøgelse af anklagerne mod Donald Trump.

- De har undersøgt andre medlemmer af Kongressen, så jeg synes kun, det er retfærdigt, at Donald Trump også bliver undersøgt, sagde Samantha Holvey.

I sidste uge trak det republikanske Kongresmedlem Trent Franks sig fra sin post i Repræsentanternes Hus efter anklager om upassende opførsel.

Den 88-årige demokrat John Conyers trak sig tidligere på ugen fra posten som det længst siddende repræsentant i Kongressen.

Det var også på grund af anklager om seksuelle overgreb.

#metoo-bevægelsen presser Trump

På pressemødet gjorde kvinderne det klart, at anklagerne mod den amerikanske præsident kan ses som en del af #Metoo-bevægelsen. Bevægelsen, der startede i Hollywood, hvor den amerikanske filmproducent Harvey Weinstein blev anklaget for talrige seksuelle overgreb af unge kvinder.

Han har fået frataget størstedelen af de titler, han har indkasseret i løbet af karrieren, og nu har Beverly Hills' politi indledt en undersøgelse af anklagerne mod ham.

- Jeg vil gerne tro på, at vi som amerikanere kan sætte vores politiske holdninger til side og stille de samme krav til Donald Trump som til Harvey Weinstein og andre, der er blevet holdt ansvarlige for deres handlinger, sagde Rachel Crooks.