Terrorberedskabet er stadig højt i Paris efter angrebene i november, og onsdag valgte fransk politi at rykke ud.
Politiets antiterrorenhed har anholdt fire personer, der er mistænkt for at planlægge et terrorangreb i det centrale Paris. Det siger den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve.
- Vi har oplysninger om en person, som muligvis har i sinde at begå voldelige angreb i Frankrig. Så her til morgen blev han anholdt sammen med tre personer, der opholdt sig sammen med ham, siger ministeren ifølge Ritzau.
Anholdelserne fandt sted i Seine-Saint-Denis, der er en nordlig forstad til Paris, og politiet har beslaglagt ammunition til automatvåben og computerudstyr.
De fire personer er nu varetægtsfængslet i henhold til særlige regler, som har været gældende i Frankrig siden angrebene i Paris den 13. november, hvor 130 blev dræbt og 200 blev såret.
Fire politifolk såret i Belgien
Anholdelserne er foretaget dagen efter, at islamister i Bruxelles åbnede ild mod politifolk, som ville foretage en husrazzia. Fire politifolk blev såret - en af dem var en fransk, kvindelig politibetjent. Politiet dræbte den ene af de bevæbnede mænd, en 35-årig algerier. To andre mistænkte er anholdt.
Under politiaktionen i den belgiske hovedstad blev der fundet et flag for Islamisk Stat.
Efterforskere tror, at meget af den planlægning, der gik forud for en islamistisk massakre på 130 mennesker i Paris i november sidste år, skete i Bruxelles.
DR Nyheder